IOAs session for unge 2002 (CS)
Det var med stor glæde og ære, at jeg modtog meddelelsen om, at jeg var en af de tre udvalgte til at repræsentere Danmarks Olympiske Akademi på IOA’s 42. session for unge deltagere i Olympia sommeren 2002. Jeg er nu en måned efter hjemkomsten langt om længe ved at komme ned på jorden igen efter et sus af en oplevelse. Det er tid til at gøre status og og reflektere over turen.
På det personlige plan har opholdet i Olympia præget mig for livet. Det er imidlertid svært præcist at forklare, hvad det er, der gør denne oplevelse så speciel og mindeværdig. Der er ingen tvivl om, at den særlige atmosfære, der hersker i Olympia, er noget helt unikt. Tænk at have fået muligheden for at betræde et så helligt sted som det antikke stadion i Olympia, hvor der for mere end 2000 år siden blev afholdt løbekonkurrencer mm. Det er da virkelig noget, der kan få hårene til at rejse sig hos én.
Turen var mit første besøg til Grækenland nogensinde, og jeg har i dén grad tabt mit hjerte til landet og dets venlige befolkning. Ikke mindst er min interesse for antikkens Grækenland i den grad blevet vakt på de mange ture til interessante arkæologiske udgravninger. Det, som man i gymnasiet havde svært ved at se meningen med i oldtidskundskabstimerne, blev nu pludselig relevant og levendegjort for øjnene af en – det er noget, der gør indtryk. Betaget er jeg også blevet af det græske sprog, omend jeg ikke fik gjort så meget ved det, som jeg kunne have ønsket mig. Jeg har dog ikke opgivet drømmen om engang også at kunne beherske dette sprog. Med hensyn til grækernes evne til at organisere er jeg blevet positivt overrasket, idet alt virkede veltilrettelagt og fungerede upåklageligt.
Det var ikke blot grækerne, der var venlige og imødekommende. Faktisk var et af de mest karakteristiske og gennemgående træk på sessionen den fantastiske åbenhed og hjælpsomhed, som jeg mødte fra stort set alle deltagere. Denne menneskelige opofrelse må siges at være indbegrebet af olympisme, og det at møde mennesker med så vidt forskellig baggrund, muligheder og ressourcer har også lært mig at tænke mere på mine medmennesker, end jeg tidligere har gjort. Fx er jeg blevet mere opmærksom på i hverdagen at gøre noget for andre, samtidig med at jeg har opdaget, at der oven i købet kan ligge en glæde og tilfredsstillelse i at gøre noget for andre i vores ellers travle og stressede hverdag.
Det var også meget lærerigt i mit tilfælde at blive indkvarteret med en fyr, der kom fra et land, jeg knapt nok havde hørt om endsige kunne stave til, før jeg kom til Olympia, nemlig Tadjikistan (en tidligere Sovjet-republik). Vi fandt ud af, at vi ikke var så forskellige, og da jeg først var accepteret her, var vejen banet for også at blive lukket ind i den ellers næsten udelukkende russisktalende østeuropæergruppe (vodkagruppen). På lignende vis gik det med gruppen af syd- og latinamerikanerne (tequilagruppen), hvor jeg takket være mine spanskkundskaber hurtigt blev accepteret som ”en af dem”. Denne tendens til blandt visse deltagere at forskanse sig i sproggrupper var desværre udpræget og kan næppe helt undgås grundet menneskets fundamentale trang til at være sammen med andre af sin egen slags. Moralen må imidlertid være, at sprogkundskaber og/eller ”en lille en til halsen” kan gøre underværker og fjerne mange barrierer i denne sammenhæng.
At deltage i en international konference med alt hvad dertil hører af simultantolkning (spændende at opleve live) og mikrofoner til at stille spørgsmål i, er ikke noget, jeg har prøvet før. Fx var det at stille spørgsmål i en så stor forsamling i starten en lidt afskrækkende tanke, som jeg lige skulle vænne mig til – og som jeg overvandt. Anderledes afslappende var det at deltage i de efterfølgende gruppediskussioner, og personligt fik jeg mere udbytte af disse, idet der her var mulighed for at gå mere i dialog med hinanden om forskellige problemstillinger. Vi var ikke altid enige, men vi respekterede hinandens holdninger og forskelligheder. Vi skulle jo nå til en eller anden form for konsensus, som efterfølgende skulle trykkes i en rapport.
Jeg havde med forventning set frem til rækken af foredragsholdere, idet omdrejningspunktet for dette års session var olympismens kulturelle dimension – et emne, jeg har beskæftiget mig med i mit universitetsspeciale. Med hensyn til foredragene var nogle mere interessante end andre. Specielt inspirerende for mig var det at høre professor John MacAloon, som jeg flittigt har brugt i forbindelse med min specialeskrivning. Efterfølgende deltog han i vores gruppediskussion, hvorved jeg fik lejlighed til at møde ham personligt og udveksle synspunkter med ham. Det var lidt ”stort”!
Et andet af opholdets højdepunkter var, at jeg personligt fik fornøjelsen at hilse på IOC’s præsident Dr. Jacques Rogge og veksle et par ord med ham. ”Vi ser gerne, at OL 2012 bliver i København”, sagde jeg til ham, hvorefter han lo – ak ja, man har jo lov at drømme…
Det måske nok mest værdifulde, jeg har fået ud af opholdet er det kæmpe netværk af mennesker fra hele verden, der pludselig er blevet tilgængeligt for mig. Inden for et hav af sportsgrene og en stor vifte af idrættens områder har jeg nu muligheden for at trække på en række kapaciteter i form af trænere, ledere, atleter, akademikere osv., lige så vel som der er rig mulighed for at stable internationale samarbejdsprojekter på benene. Med hensyn til det internationale, kunne jeg i fremtiden fx tænke mig at blive mere involveret i arbejdet omkring EYOD og Olympic Youth Festival, ligesom det kunne være spændende at arbejde som frivillig hjælper til OL 2004 i Athen.
Endvidere kunne jeg tænke mig, at mine oplevelser i Olympia på et eller andet tidspunkt skulle munde ud i udviklingen af olympisk undervisningsmateriale til gymnasieskolen, evt. til brug i tværfaglige sammenhænge (idræt/ oldtidskundskab/græsk). I denne forbindelse kunne det være en opgave for DOA at presse på over for myndighederne med hensyn til at få gjort olympisme til en obligatorisk del af undervisningspensum i ungdomsuddannelserne. Hvis det er meningen, at olympismen som livsanskuelse skal opnå større gennemslagskraft, er det vigtigt, at DOA bliver mere synlig og begynder at tænke i nye baner for at nå ud til en større og yngre målgruppe, idet det jo er de unge, som udgør fremtidens ledere, trænere, undervisere og meningsdannere.
Jeg vil afsluttende konkludere, at det har været et privilegium og en oplevelse for livet at deltage i den 42. internationale olympiske session for unge deltagere i Olympia. Jeg har mødt en masse spændende mennesker fra hele verden og fået venner for livet, ligesom jeg i olympismens ånd har opnået en bedre forståelse for fremmede kulturer og lært at tænke mere på andre. Jeg – og jeg tror, jeg taler for mange – var lige så stolt og rørt som IOA’s præsident Nikos Filaretos selv, da han afsluttede sessionen med at proklamere, at det havde været ”den bedste session nogensinde” (var der nogen, der sagde Samaranch, Sydney 2000?). I al beskedenhed var det jo os, der havde været med til at gøre den til det, den var. En stor tak skal derfor lyde til Danmarks Olympiske Akademi, der gjorde det muligt for mig at deltage, ikke mindst til Preben Kristensen, som opfordrede mig til at søge igen, samt Lone Jacobsen, hvis utrættelige iver, hjælpsomhed og inspiration bør tjene som mål for enhver, der drømmer om at opnå status som sand olympianer.