Til OL’s strandfest
De hede rytmer dunker ud af højtalerne, tilskuerne er i gang med en indstuderet fællessang, på det hvide sand danser bikiniklædte heppepiger. Vidste man ikke bedre kunne man hurtigt forveksle sceneriet med en gedigen strandfest i Løkken med gril, øl på dåse og frisbee i vandkanten.
Jeg er dog langt fra en ungdomsfest i Løkken. Jeg befinder mig på det olympiske beachvolley stadion, hvor der i spillet om guld, sølv og bronze er lagt op til lige dele sport og underholdning.
Fra min plads midt i den bagende græske sol er forskellen overvældende. Den foregående aften tilbragte jeg på det olympiske tennisanlæg, hvor lækre detaljer fra Mary Pierce, Mardy Fish og Sebastian Grosjean blev mødt med klapsalver og jubelbrøl for straks at blive afbrudt af dommerens ”Quiet Please”. I dag er jeg havnet midt i en olympisk fest, hvor speakeren appellerer til publikum om at skabe liv og glade dage. I beachvolley er ”Quiet Please” et skældsord.
Jeg vender blikket mod banen. Sandet ser indbydende ud og jeg drømmer mig hurtigt ud i de blå bølger, som slår ind mod stranden kun et stenkast fra stadion. Dansepigernes korrigerede bevægelser er afløst af timing til perfektion, når de mandlige spillere fra Sydafrika og Argentina bevæger sig op til nettet og slår bolden hårdt i sandet.
Jeg bliver vidne til imponerende boldartisteri i det bølgende sand. Spillerne kaster sig rundt i sandet og redder bolde menneskeheden ikke troede mulig. Eftermiddagens første kamp mellem Sydafrika og Argentina er hurtigt overstået. Sydamerikanerne er for stor en mundfuld for afrikanerne. Der er pause i spillet på banen, men på de mange stolerækker er der fortsat fyldt med liv. Vi er i gang med at få et lynkursus i, hvordan man bliver den perfekte tilskuer til beachvolley.
Der bliver givet lektioner i, hvordan vi skal synge og danse, når et hold har lavet en lækker detalje. Vi bliver undervist i, hvordan vi laver en brusende lød under serven, og vi får de rette redskabet til at anerkende et smash, der brager i sandet.
Nu kan festen for alvor gå i gang og kvinderne fra Kina og Spanien mærker straks, at de er kommet på et stadion med et veluddannet publikum, der fra starten synger og danser, så man skulle tro, at vi er i gang med at vinde vores egen OL medalje i koordineret diskodans.
Kulminationen på eftermiddagens kampe kommer for en mere eller mindre solbrændt rød viking da de norske piger entrer det bløde sand. Og inden jeg når at undre mig over, hvorfor det klippefyldte Norge har piger, der kan spille beachvolley, har jeg besluttet mig for at tilgive Drillos systemfodbold, hans nedrullede gummistøvler og nedrige kommentarer om Tomasson og Co. De næste sæt vil jeg være nordmænd med alt hvad dertil hører af norske sweatere og bjældeklang.
Min debut som nordmand ser på forhånd ud til at blive en svær opgave. Mine nyslåede norske heltinder møder Schweiz, der er storfavoritter. Jeg råber på dansk, jeg råber på norsk og jeg får sammen med resten af den skandinaviske koloni kæmpet mig frem til et tredje og afgørende sæt. Spændingen vil ingen ende tage, og det er som om de norske piger kan høre min kraftige opbakning for med 15-13 i tredje og afgørende sæt skaber de en af de første gedigne overraskelser i den olympiske beachvolley turnering.
Jeg er særdeles opstemt, da jeg med rød næse forlader stadion. Den olympiske bacille har for alvor ramt mig. Jeg har netop set atleter fra alle verdenshjørner gøre deres bedste i kampen om at blive hyldet med en olivenkrans på hovedet.
Udenfor stadion kan jeg se ned til den olympiske håndboldhal. Jeg smiler og glæder mig allerede til min næste olympiske oplevelse. I morgen gælder det støtten til de danske piger i den indledende puljekamp mod Korea.