Den Olympiske Iscenesættelse
Kronik i DIFs Idrætsliv juni 2004
De olympiske lege kan ses som verdens største teaterforestilling. Men er interessen for stykket ved at toppe?
Den Internationale Olympiske Komité er gennem sin levetid blevet anklaget for magtmisbrug, korruption, svindel, bestikkelse og meget mere af samme karakter. Legenes aktører har i en årrække været målgruppe for en intensiveret jagt på fairplay-syndere. Alligevel er en hel verden endnu en gang parat til at fascineres, begejstres og fortrylles, når Athen til august byder velkommen til verdens største teaterstykke og mediebegivenhed.
Hvad er det for faktorer, der trods kritikken formår at iscenesætte de olympiske lege til en unik oplevelse for deltagere, publikum og seere over hele verden?
Dette spørgsmål har jeg i forbindelse med min kandidatafhandling i idræt på Københavns Universitet arbejdet intensivt med. Blandt andet har jeg interviewet de tidligere og kommende olympiske deltagere Torben Grimmel og Mette Jacobsen.
Teaterstykkets iscenesættelse
Iscenesættelsen af OL rummer i sig selv en klar struktur, hvor en prægtig åbningsceremoni og afholdelse af et antal ritualer giver legene en nærmest kultagtig status, sætter stykket i gang.
Stykkets aktører er store stjerner, kommende stjerner og statisterne, som deltager uden egentlig at gøre sig bemærket, men stadig oplever det som det største i deres karriere.
I de 16 dage stykket forløber byder hver dag på nye aktører, nye scener, nye kulisser, nye kostumer og nye kropslige fascinationer, der gør stykket til en prægtig oplevelse for tilskuerne og millioner af tv-seere. Intet andet teaterstykke er så influeret af myter, ceremonier og ritualer som OL. Det iscenesætter legene som en unik event og danner deres særlige image.
Ritualerne fremstår som noget, der ikke normalt forbindes med elitesport, og er baseret på at være i stand til at sætte deltagerne i direkte kontakt med selve grundidéen om det menneskelige fællesskab. Uanset om ritualerne kan forekomme distanceret fra virkeligheden i en tid, hvor eliteidræt er blevet mere og mere kommercialiseret, skaber ritualerne og den velorganiserede åbningsceremoni en særlig atmosfære, som stadig fascinerer og giver en oplevelse for livet:
»Når du kommer ind på stadion og kigger rundt, kan du se de der blink rundt over det hele, man før bare så på tv. Så står du altså midt inde i det selv. […] Jeg fik til at starte med sådan en kuldegysningsagtig følelse i hele kroppen.«
Torben Grimmel, skytte og OL-deltager for tredje gang
Beskrivelsen af åbningsceremonien indikerer vigtigheden af scenografens iscenesættelse som noget, der sætter følelserne i gang og herved appellerer til et bredt publikum.
Grundstrukturen og ånden bag legene formår at påvirke ikke kun den enkelte udøvers følelsesregister, men en hel verdens. Især i de seneste år, hvor store politiske spændinger og en udbredt angst for terrorisme præger verden, vil legene fremstå som en slags åndehul for medmenneskelig forståelse på tværs af alle landegrænser.
Mediernes iscenesættelse
Legene i Athen vil højst sandsynlig kunne prale af at skabe scenen for flere rekorder i antallet af repræsenterede idrætsdiscipliner, deltagere, tilskuere, journalister, seere og lyttere samt i mediedækning.
28 idrætsgrene, 301 idrætsdiscipliner og 202 deltagende nationer vil være på programmet i Athen. Flere end 16.000 mediefolk vil være til stede, flere millioner mennesker vil overvære de olympiske begivenheder live i værtsbyen, og halvanden milliard mennesker, eller omkring hvert tredje menneske på jorden, vil se eller høre dele af transmissionerne fra Athen.
Idrættens stærke position i tv over hele verden skyldes givetvis, at idrætten fremstår som et fælles sprog, alle kan forstå. Det har betydet, at formidlingen af olympiske lege i tv har medført en internationalisering af eliteidrættens gennemslagskraft og bidraget til, at legene og nogle af dens aktører er blevet internationalt fælleseje.
I de seneste år er der blevet gjort store anstrengelser fra IOC’s side for at popularisere legene. Dette er dels gjort ved at forsøge at tiltrække nogle af de store professionelle sportsstjerner inden for populære idrætter som basketball, tennis og fodbold, dels ved at ændre på reglerne inden for de mindre kendte idrætsgrene, så de gøres mere ’medieegnede’.
Men netop mediernes magt og indflydelse på planlægningen af den visuelle iscenesættelse har også en bagside:
»I dag synes jeg, det er et stort kommercielt show. Der er gået for meget politik og alt muligt i. Noget af det er så kommercielt, så det er til at kaste op over. Man tænker, er det for os aktive det her, eller hvem er det egentlig lavet for?«
Mette Jacobsen, svømmer og OL-deltager for femte gang
Knæfaldet for tv-industrien betyder, som Mette Jacobsen indikerer, en tendens til at flytte fokus væk fra idrætten og idrætsudøveren i et forsøg på at honorere kravene om underholdning. Samtidig besværliggør det muligheden for at værne om legene som en begivenhed til fremvisning af idrættens mangfoldighed med plads på den store scene til udviklingen af de mindre medieovervågede idrætter.
Aktørens iscenesættelse
Også enkelte af teaterstykkets aktører træder ind på den store scene med et talent, der ikke blot er styret af vilje og disciplin. De har gjort noget ekstraordinært ud af deres egen iscenesættelse. Nogle blot for at blive udtaget til rollelisten, andre i en bestræbelse på at indtage hovedrollerne.
Eliteidrætten består i flere tilfælde af dopingsyndere i en evig stræben efter rekorder og olympiske guldmedaljer. Doping har længe været en realitet og kan i yderste konsekvens ende med at blive en konkurrence mellem laboratoriumdesignede idrætsudøvere:
»Da jeg var yngre, havde jeg Carl Lewis som mit helt store idol, og sidste år får man at vide, at han også var dopet. Der er så mange af mine illusioner omkring idræt og det, idræt står for, som gennem de sidste fem-ti år bare er blevet mere og mere sådan ’nå, okay’. […] Det startede som leg og sjov, og i dag sætter folk deres liv og helbred på spil for at komme til tops.«
Mette Jacobsen
Som Mette Jacobsen tydeliggør, er der en betænkelig holdning til idrætsudøverens liv og helbred, som afspejles i en mangel på etik og moral i den nutidige internationale idrætsverden. Især inden for enkelte idrætsgrene og lande er der fremelsket en ubehagelig elitesport, som vi må håbe den nye verdens antidopingkodeks delvis kan aflive, hvis legene og eliteidrætten generelt fortsat skal give mening.
Har teaterstykket en fremtid?
Har udviklingen gjort, at de olympiske lege er på vej til at toppe?
Kritikeren vil ubetinget sige ja og se legene som en elitebegivenhed, der har udviklet sig fra sportskonkurrencer til showbiz, hvor den ’fair kappestrid’ er afløst af iscenesatte, dramatiske skuespil i en underholdningsindustri, hvis demokratiske værdier vejes i guldbarrer, og hvis etiske og moralske grundlag krakelerer i evig jagt på vækst og berømmelse.
Som idealist vil jeg stadigvæk forbeholde mig retten til at se legene som et prægtigt teaterstykke, bygget på et fremragende koncept og som med al sandsynlighed i Athen vil vise sin fortsatte levedygtighed og gennemslagskraft. Konceptet indeholder fejl, men det ændrer ikke ved, at det gamle mesterværk (forhåbentlig!) forbliver et åndehul for terrorismens favngreb og et samlingssted, hvor en hel verden kan mødes og konkurrere uden diskrimination mellem racer, politiske systemer, klasser, religioner etc.
Jeg tror på, at en fremtidig personudskiftning af den Internationale Olympiske Komité, en stræben efter klare linier og indførelsen af den nye antidopingkodeks vil kunne tilføre et nyt og bedre manuskript. Et manuskript, baseret på at vende tilbage til det legene oprindeligt handlede om: En konkurrence med respekt for sportens fundamentale regler, fairplay, venskab, harmoni og muligheden for de bedste i verden til at vise, hvor langt man kan nå med et talent styret af vilje og disciplin. Tro flytter som bekendt bjerge…