IOAs session for unge 2002 (LH)

Jeg er netop hjemvendt fra en uforglemmelig og livsforandrende rejse(8/8-02) I de sidste fjorten dage har jeg deltaget i Det Internationale Olympiske Akademis session for unge deltagere, i Olympia Grækenland. Nok er fjorten dage gået selv om det føles som om jeg kun har været væk en brøkdel af tiden. Og til trods for dette føler jeg at jeg er hjemvendt med oplevelser og erfaringer for flere år.

Jeg har været omgivet af tohundrede unge glade og energiske mennesker fra hele verden. Jeg har lært om andre lande og fået nye venner fra alle verdens kontinenter.
I Olympia er vi blevet vist rundt i ruinerne hvor de første Olympiske atleter(500f.k) kæmpede for at blive nr. 1 til stor ære for dem selv og deres by, hjemstavn. Vi har haft forelæsninger om både den moderne Olympiske Bevægelse, legene og de oltidige Olympiske lege samt andre relevante emner. Vi har diskuteret vores synspunkter og sammen kommet frem til en fælles konklusion. Vi har dyrket sport, set solopgangen, udfoldet vores kunstneriske evner, danset, kigget på stjerner, sunget, moret os, grinet, krammet og knust, grædt og sagt farvel… eller snarer på gensyn.
Entusiasmen var ubeskrivelig. Aldrig før har jeg oplevet et så godt sammenhold mellem mennesker som kun har kendt hinanden i så kort en periode.
Jeg må indrømme at jeg endnu ikke helt er landet fra denne kæmpe oplevelse i Olympia. Og hvis jeg ikke lander lige med det samme gør det mig ingenting, for den følelse jeg har fået med hjem der nede fra er fantastisk livsbekræftende og fylder mig med energi.

Til Det Danske Olympiske Akademi vil jeg sige tusinde tak for at have givet mig denne oplevelse.

Jeg føler at de tanker og perspektiver jeg havde i livet før jeg tog derned har fået en ny dimension.

Jeg er blevet inspireret af andre eliteidrætsudøvere som har deltaget i De Olympiske Lege, til selv at stræbe efter deltagelse ved OL i Athen 2004.
Yderligere er jeg blevet inspireret og har erkendt det privilegium det er at være eliteidrætsudøver, hvilket består af den erfaring jeg har indsamlet igennem min karriere. En erfaring som både rummer sejre og nederlag, men som har givet mig en mængde selvindsigt og som jeg nu har lyst til at dele med andre igennem undervisning, oplæg m.m.
Jeg er blevet inspireret af de olympiske værdier og idealer som jeg i fremtiden gerne vil studere nærmere og bruge i undervisning samt i min hverdag og som eliteidrætsudøver.

Jeg vil som idrætsudøver lægge en ære i at fremstå som en positiv rollemodel for både børn, unge og voksne i frem tiden.

Jeg har udarbejdet dette koncept til et projekt, hvor i jeg beskriver hvordan jeg kunne tænke mig at føre mine ideer ud i livet. Jeg deler projektet op i to dele, en sportslig del og en kulturel del. Den sportslige del indeholder, hvordan jeg vil gribe træning og turneringer an, med det mål for øje, i første omgang at blive udtaget til OL-kvalifikation november/december 2003. Den kulturelle del indeholder nogle ideer til, hvordan jeg kunne tænke mig at undervise og fremstå som positiv rollemodel.

For at min målsætning i begge projekter kan bliver indfriet vil jeg hente indsigt og inspiration i udlandet. Dvs. jeg vil rejse rundt i potentielle lande/ på potentielle steder hvor jeg både researcher og træner mens jeg er der.

SPORT

Fordele ved at træne og deltage i turneringer i udlandet.

– Personlig udvikling og selvindsigt.
– Ny inspiration og træningsindsigt.
– Kampmæssig erfaring.
– Møde med de modstandere som jeg vil møde til OL kvalifikation i november/december 2003, hvis jeg bliver udtaget.
– Etablering af taekwon-do netværk.

Trænings- og turneringsplanen udarbejder jeg i samarbejde med landsholdstræner, Bjarne Johansen og denne skal også godkendes af Team Danmark.
Landsholdstræneren bakker op omkring min ide og på nuværende tidspunkt er vi i gang med at udarbejde trænings- og turneringsplanen, samt drøfte hvordan kommunikationen skal foregå, målsætning, budget m.m.

Nedenfor er en liste over de lande, hvor i jeg kunne tænke mig at holde træningslejr. Igennem mit forbund og landsholdstræneren har jeg allerede kontakterne til disse steder.

– Mexico, de har meget stærke og dygtige kvindelige kæmper blandt verdenseliten.
– Colorado USA, her ligger Olympic Training Center, hvor taekwon-do er en af disciplinerne og mange dygtige kæmper træner. Yderligere har jeg her mulighed for at bo privat pga. mine kontakter gennem IOA.
– Korea, her har jeg kontakt til et professionelt træningssted for kvinder, hvor den tredobbelte og regerende verdensmester i min vægtkategori træner.

De turneringer som jeg kunne tænke mig at deltage i, i 2003, er de nedenfor stående, hvor VM og OL kvalifikation er turneringer jeg skal udtages til igennem mit forbund. Ydermere vil jeg gerne turnere rundt i USA og deltage i flere turneringer samt også deltage i flere turneringer i Korea.

– Pan American Games.
– US Open
– Korean Open.
– VM i Tyskland 24-28 sep.
– OL verdens kvalifikation nov./dec.

KULTUR

Jeg har flere ideer til projekter jeg kunne tænke mig at lave når jeg vender hjem fra rejsen. Men mit hoved formål i alle henseender er at inspirere folk til at sætte nogle mål i deres liv og til at finde ud hvad der gør dem glade. Jeg vil bruge mig selv som eksempel på at dette kan lykkes. Jeg vil fortælle min historie udfra mine erfaringer som eliteidrætsudøver, udfra min kulturelle erfaring samt give dem et indblik i hvad de olympiske værdier og idealer er og hvordan de kan bruges af alle. Det er meget vigtigt for mig at jeg giver dem jeg underviser nogle positive oplevelser eller nogle værktøjer, med i bagagen, som de efterfølgende vil være i stand til at bruge i deres hverdag.
Jeg vil selvfølgelig tilpasse undervisningen/oplæg til den målgruppe jeg beskæftiger mig med.

Kulturel research.

Jeg har allerede igennem IOA gode kontakter til forskellige steder, hvorfra jeg vil kunne erhverve mig viden til undervisning, projekter etc.

– Singapore, her har jeg kontakt til en skole svarende til den danske folkeskole, hvor meget af skolens koncept er bygget op omkring de Olympiske værdier og idealer. En af grundene til at jeg finder denne skole interessant er fordi den ligger i et multietnisk samfund, ligesom det danske. Igennem undervisning af de Olympiske værdier og idealer skabes der på denne skole et fælles værdisæt for eleverne, og dermed også en større forståelse på tværs af kultur samt et stærkere sammenhold.
– Canada Vancouver, her har jeg kontakt til det Canadiske Olympiske Akademi, som bl.a. står for udarbejdelsen af undervisningsmateriale til folkeskole niveau. Yderligere har jeg en kontakt til ”Vancouver 2010 Bid Corporation” som arbejder hen imod at få vinter OL til Vancouver i 2010. Et af de projekter koncernen bl.a. arbejder med hedder ”esteemteam”. I dette projekt rekrutteres atleterne og undervises til at være talsfolk for koncernen. Ydermere rummer denne kontakt megen erfaring inden for ungdoms sports events/projekter.
– På det Olympiske trænings center i Colorado USA (OTC).
– Igennem IOA vil jeg i den kommende periode indsamle mere info om potentielle steder at researche samt de steder hvor træningen ligger.

Jeg kunne tænke mig at etablere et samarbejde med DOA og DOC. Jeg føler selv at mit projekt rummer mange facetter som disse kunne nyde stor gavn af. Her tænker jeg især på min hensigter om at udbrede de olympiske budskaber og at arbejde udfra dem. På længere sigt kunne jeg tænke mig at rekruttere andre idrætsudøvere og bruge mine erfaringer fra dette projekt til at oplære dem til at fremstå som positive rollemodeller.

AFSLUTNING

Det er fantastisk at arbejde på noget, jeg brænder så meget for. Min entusiasme vokser hver dag og jeg glæder mig over at kunne give mine ideer og tanker frit spil. Jeg er spændt, som et lille barn før juleaften, på hvordan mine ideer vil blive modtaget. Om jeg kan finde nogen som er lige så entusiastiske omkring dette som jeg er, som vil give mig tillid til at få stablet dette på benene og yde den støtte der skal til for at jeg kan føre dette ud i livet. Jeg er fyldt med optimisme og gåpåmod og har sat dette projekt øverst på min prioriteringsliste. Dette er en satsning jeg er villig til at tage fordi jeg tror på mine ideer, og at jeg i fremtiden vil kunne bidrage med positiv indsigt til andre mennesker og forhåbentlig inspirere dem til selv at stræbe efter deres mål, og til at glædes over det der lykkes samt lære af det som ikke gør.

”The essential thing in life is not conquering but fighting well” Baron de Coubertin

Med Sportslig Hilsen
Lise Hjortshøj

Skriv en kommentar