IOAs session for unge 2004 (TH)
I forbindelse med WADA’s konference i Bella-centret i marts 2003 mødte jeg et par bekendte der fortalte mig om deres ophold på det Internationale Olympiske Akademi (IOA). Da deres øjne strålede når de talte om Akademiet tænkte jeg at jeg var nødt til at søge om deltagelse, og til min store glæde og overraskelse blev jeg udvalgt af Danmarks Olympiske Akademi (DOA).
På grund af en række administrative problemer blev min deltagelse på en af Akademiets sessioner udskudt i et år, men til gengæld fik jeg mulighed for at tage forskud på mine Olympiske oplevelser ved at deltage i FOJE (Ungdoms-OL) i Paris i sommeren 2003 – en oplevelse der på mange måder ligeledes var uforglemmelig.
Efteråret og vinteren var særdeles lang. Ventetiden føles som en evighed, og når mine tanker fløj mod Akademiet var det som om viserne på mit ur sneg sig frem i stedet for at bevæge sig i vanlig hastighed. I forbindelse med DOA’s årlige session 2003 blev jeg endnu engang præsenteret for det jeg havde i vente, men jeg havde forsat problemer med at forstå hvad et besøg på Akademiet indebærer. Jeg havde jo være i Grækenland tidligere, sågar i Athen, og jeg havde ligeledes deltaget i en række begivenheder sammen med mange andre jævnaldrende. Alligevel blev jeg konstant præsentere for Akademiet som et “Parallel-univers” – det nærmeste vi kommer paradis på jord. Unægtelig svært at forholde sig til hvis man ikke tilhører de indviede, og det gjorde jeg ikke på det tidspunkt.
Da fugl og flora igen returnerede til Dannevang var det for mig ensbetydende med at afrejsen til Athen nærmede sig med hastige skridt, og at jeg skulle få vished over hvilke landsmænd jeg skulle drage sydpå sammen med. Jeg blev præsenteret for deres navne, opsøgte dem, og inviterede til middag, hvilket de begge synes var en god idé. Allerede her lagde vi de første planer for hvad vi skulle på Akademiet, eller i hvert fald hvad vi troede vi skulle. Den ene middag blev fulgt af flere, og vi følte at vi kendte hinanden ganske godt inden vi drog mod Olympia.
Allerede i Paris den forrige sommer havde jeg stiftet bekendtskab til en finne som også skulle deltage i sessionen…nu manglede jeg blot at lære 145 andre personer at kende, en proces der ikke skulle vise sig så svær som den umiddelbart lyder.
Endelig oprandt dagen. I slutningen af maj sad tre klatøjede danskere, og en enkelt finne, fulde af forventning i flyet mod Athen. Byen, der blot 2 ½ måned senere ville blive hele verdens centrum, var den destination der skulle være vores udgangspunkt for 14 dages interkulturel oplevelses-“Tour de Force”. Det var forbavsede let for en ellers lettere tilbageholdende dansker at etablere kontakt med deltagere fra øvrige verdensdele, og interessen var gensidig. Bekræftelsen af at man blot skulle slappe af og være sig selv, skabte trygge rammer og fordrede for at man etablerede kontakter til flere af den tilsyneladende uendelige mængde af interessante personager, og alle man kom i kontakt med havde en unik og interessant historie at berette.
Allerede på anden dagen fik vi den store guidede tour i millionbyen Athen. Blot få uger inden påbegyndelsen af OL virkede det som utopi at byen skulle blive klar til at afholde Legene, men grækerne skulle vise sig i stand til at præstere mirakler i den efterfølgende periode.
Selve den 44. session for unge deltagere ved Det Olympiske Akademi blev, traditionen tro, indledt på bjerget Pnyx. På trods af at VIP’er i alle afskygninger deltog, var det primært de øvrige, og fortsat delvist fremmede, deltagere i sessionen, der tog opmærksomheden. Luksusen ved åbningsfesten på “ISLAND Club i Limanakia Vouliagmenis” var næsten for meget. Tanken om hvorvidt de midler der var benyttet på gøre festen optimal for os, kunne have været benyttet bedre til at bringe en repræsentant fra Iran, Irak, Afghanistan eller et helt fjerde land strejfede mere end en gang, men druknede til sidst i en glædes rus over at være dér. Dér hvor tankerne allerede havde bragt mig flere gange. Blandt alle de andre interessante og glade unge sportsmennesker. Det var fantastisk!
At man allerede følte sig småtræt efter to dage ophold var blot et varsel om hvad der ville komme, men blev aldrig en væsentlig faktor, da glæden over opholdet og alle de nye kammerater overstrålede den manglende søvn. Porten til Edens Have var blevet åbnet og jeg havde fået lov til at gøre min entré. Om Oraklet fra Delphi ligeledes var en stemme fra Gudernes legeplads skal forblive usagt, men en kendsgerning er det i hvert fald at området er guddommeligt smukt, og var det optimale afbrud i en laaaang bustur.
Ved ankomsten til Akademiet var vi glade – den fysiske rejses mål var nået, og rejsen dybt ind i det Olympiske kunne fortsætte. Min værelseskammerat, Alec fra Tjekkiet, og jeg smed bagagen i vores værelse og bevægede os gennem den lune forårsaften ned til trappen foran den store spisesal hvor flere af de øvrige deltagere allerede var faldet i snak. En gruppe af spansktalende, en gruppe af asiater, en gruppe af afrikanere var udgangspunkterne, men “group-surfin'” mindst lige så godkendt, og vi gik rundt og prøvede at møde så mange som muligt. Hurtigt kunne man dog erkende at det var utopi at tale med alle på få dage, så i stedet blev tiden benyttet sammen med få, men fantastiske mennesker. Heldigvis skulle de følgende dage give mulighed for opbygge nye venskaber.
To en halv måned senere skulle Olympia, og det gamle stadium lægge græs til en dansk bronzemedaljevinder og 38 andre enorme mænd, der sammen med presse og mediefolk fra hele verden, samt store masser af tilskuere, ville fylde det historiske område, men da vi besøgte stadionet over dem alle, var der nærmest en andægtig stilhed. Hårene rejste sig på armene, og i det øjeblik følte man at man var en del af historien. Det var her det hele den olympiske bevægelse har sit udspring, og det var her hele verdens fokus igen ville være rettet ganske kort tid efter. At være på det stadion var et stort øjeblik, og vi kikkede forbi på et senere tidspunkt, for at nyde hele scenariet endnu en gang.
En stor del af sessionens formelle målsætning er baseret på at deltagerne skal arbejde med, og diskutere Olympisme. En del af den proces foregår ved forelæsninger. Da temaet for årets session, “Olympisme og kulturelle samt etiske parametre”, var forholdsvis åbent, kunne man vælge flere forskellige tilgange. Dette afspejles ligeledes når man kikker på sammensætningen af oplægsholdere. Samtlige har, i sagens natur, forbindelse til den Olympiske bevægelse, men fokus blev placeret på mange forskellige områder.
Enkelte forelæsninger skilte sig ud. Særlig interesse var der for Professor Jim Perrys forelæsning om etiske parametre i den Olympiske bevægelse. Perry er en fremragende forelæser, som sørger for at inddrage sit publikum ved konstant at sende sin argumentatoriske bold ud blandt tilhørerne, og modtager og kontrollerer bolden med samme snilde som har tidligere har gjort for Leeds bedste fodboldhold…men det er en helt anden historie. I dette tilfælde jonglerede han terminologier som er særdeles komplekse som det alligevel var muligt for alle at have en holdning til. Det affødte en god og konstruktiv diskusion, der var et af de akademiske højdepunkter på sessionen.
Andre forelæsninger som hævede sig over gennemsnittet var præsidenten for den Internationale Paralymipiske Komite, Philip Craven’s, om hvordan man arbejder med etiske parametre inden for handicapidrætten, samt Dr. Cesar Torres forelæsning om hvordan fundamentet i Coubertins Olympisme kan tolkes i det trejde millenium .
Georgios Papandreous forelæsning om den olympiske våbenhvile var ligeledes en fantastisk oplevelse. Når man kan enes om at holde fred under et sportsstævne, kan man måske ligeledes enes om fred i mange andre sammenhænge. Den olympiske våbenhvile er beviset på at sport og idræt kan blive en samlende faktor, som kan afføde enighed og respekt for andre – sågar langt uden for kridtstregerne. Når det er tilfældet er der vitterligt fortsat håb for menneskeheden og vores arts bestående.
Blandt flere af deltagerne var der også enkelte forelæsninger der var mindre populære. Der var blandt andet utilfredshed med Dr. Julio Cesar Magliones forlæsning, der efter manges opfattelse ikke bidrog med meget til en ellers spændende samlig af forelæsninger.
Der hvor jeg personligt følte at det for alvor var muligt at arbejde med begrebet Olympisme var i gruppediskussionerne. Selvom om man blot var en enkelt person blandt mange andre individer, udtrykte alle interesse for sport og den olympiske bevægelse, og alle lyttede til de forskellige meldinger, og alle forsøgte efter bedste evne at tage del i diskussionen. Desværre var ikke alle i besiddelse af de store engelsk-kundskaber, men alligevel fik størstedelen af gruppediskussionerne substans, og en del af mine helt store øjeblikke på Akademiet fandt sted i dette forum. Blot det at få lov til at tale med en 8-dobbelt medaljevinder fra OL, der samtidigt har vundet flere medaljer fra VM- og EM-konkurrence end jeg har fingre og tæer (og jo, de er der alle sammen), er en stor oplevelse. Men at tale med en fyr fra Korea, der skulle slå hvert et ord op i din elektroniske ordbog, gav menneskeligt lige så meget.
Et halv-gammelt ordsprog siger: “En fremmed er en ven du bare ikke har mødt endnu”, og det blive fuld ud bevist under opholdet i Olympia. Mange af de personer der tidligere var fremmede, er nu mine venner, og jeg vil når som helst byde dem velkommen i mit hjem, og i min tilværelse, på samme måde som de inviterede mig ind i deres univers. Det var virkeligt tankevækkende og har givet stof til eftertanke i den måde man behandler sine medmennesker på i en hver kontekst!
Social Evenings var en kæmpe succes. Det var særdeles interessant at få indblik i de mange forskelligartede kulturer, der var repræsenteret på sessionen, og overraskelse samt forundring, kombineret med at man var fuldstændig imponeret over de øvrige deltageres præsentationer, medførte følelser der virkede som om hjernen afgav endorfiner i hobetal. Den danske delegation var en del af en fælles nordisk præsentation, som gav de øvrige deltagere et indblik i nordisk mytologi, musik, sport og sang, men man skulle nok have været der for fuldt ud kunne forstå hvor fantastisk det var. Vi havde det utroligt sjovt, og det virkede også som om at de øvrige deltagere morede sig. Humor er ligeledes et redskab, der kan benyttes i bestræbelserne på at etablere venskaber på tværs af kulturelle og geografiske grænser, så dette redskab forsøgte vi efter bedste evne at benytte – det var pragtfuldt!
Hvis jeg skal beskrive det sociale element mere tilbundsgående end jeg har gjort her, ville jeg kunne udfærdige en større roman, for det sociale sammenhold vi fik skabt i de rammer som IOA tilbyder, overskrider alt hvad jeg tidligere havde troet muligt. Jeg er heldigvis så privilegeret at jeg allerede på nuværende tidspunkt er mødtes med 18 af de øvrige deltagere i henholdsvis Finland, Schweiz og Danmark, og jeg kommer med sikkerhed til at mødes med flere i den kommende tid.
Det sværeste ved opholdet var afskeden med alle de andre pragtfulde nye venner man havde fået, men afslutningen på opholdet i Olympia, er jo i virkeligheden blot muligheden for at arbejde frem mod nye oplevelser. Heldigvis giver udviklingen af teknologi mulighed for hele tiden at være i kontakt med en stor del af mine nyfundne venner. Mens jeg skriver dette er et andet program på min PC åbent. Her er jeg i kontakt med mine venner fra Aruba, Sydkorea, Sverige, Belgien. Schweiz, Tanzania og Canada. Verden er på mange made blevet mindre, og selvom det elektroniske samvær på ingen må kan leve om til menneskelig kontakt er det pt. et glimrende supplement.
Det var en fantastisk oplevelse at få mulighed for at deltage i sessionen, og jeg vil gerne takke hver og en af medlemmerne af DOA, for at tildele denne chance til netop mig. Det er en af de største oplevelser jeg endnu har haft, og de 14 dage har for evigt sat spor i mig. For to år siden havde jeg intet hørt om det Internationale Olympiske Akademi – nu har det sat aftryk i mit sind og på min sjæl som jeg for altid vil prise og værdsætte. TAK!!