IOAs session for unge 2004 (PB)
Jeg vil starte denne beretning og betragtning med en konstatering: Da jeg sammen med Torben og Lydia var til briefing i Idrættens Hus to måneder før afgangen til Olympia, hørte jeg ofte ordene fantastisk, enestående og det slår benene væk under dig blive sagt. Jeg må indrømme, at jeg flere gange den weekend tog mig i at tænke, at fjorten dage på Det Olympiske Akademi vel næppe kan være så fantastisk – men tre måneder efter hjemkomsten må jeg konstatere, at det blev præcis så fantastisk som beskrevet – og meget mere til.
De oplevelser, som jeg var så privilegeret at få sammen med 200 andre unge fra resten af verden, står stadig lysende klart for mig, men der er alligevel en række faglige og sociale højdepunkter, som jeg vil drage frem i denne beretning. Det er oplevelser som virkelig rykkede på de kommaer og punktummer, jeg havde sat i mine indre forventninger til opholdet i Grækenland.
Det jeg fandt mest berigende på sessionen var det faktum, at jeg for første gang i de snart ti år, hvor jeg har været frivillige leder i klub, kreds og forbund, langt om længe befandt mig sammen med 200 andre unge, der ligesom jeg selv var indstillet på, at de med deres indsats var indstillet på at gøre en forskel for sporten og idrætten i deres respektive lande. Den inspiration, som naturligt er kommet efter to ugers selskab med disse interessante mennesker gør, at jeg gerne tager ti år mere som frivillig leder med fuld energi, selvom min verden herhjemme er fyldt med gamle mænd, der ikke har samme optimisme og tro på, at det er muligt at ændre udviklingen i idrættens verden.
Netop vores motivation og indstilling til at gøre en forskel for idrætten blev udstillet, da den amerikanske deltager i sin afslutningstale henvendte sig direkte til præsidenten for Det Internationale Olympisk Akademi, Nikos Filaretos. Med øjnene fæstnet på Filaretos sagde min amerikanske ven, at vi deltagere ikke var tilfredse med, at Mr. Filaretos gentagne gange havde slået ud med armene og fastslået at de ændringer, som vi deltagere foreslog i forhold til den olympiske bevægelse var umulige at gennemføre. Ordet umulig var nemlig i de to uger bandlyst hos alle os deltagere. Vi var alle energiske forkæmpere for nye tiltag i den internationale sportsverden. Vores tilstedeværelse i Olympia var udtrykket for det muliges kunst. Vi besad den boblende optimisme, som i fremtiden skal bære sporten videre. Denne tro på fremtiden. Denne vilje til forandring, var for mig den allerbedste oplevelse på akademiet.
På det faglige område var det den tidligere græske udenrigsminister George Papandreous tale om Den Olympiske Våbenhvile, som inspirerede mig mest. Jeg fandt i denne tale masser af stof til eftertanke om idrætten som et diplomatisk middel i den internationale politik. Personligt er jeg ikke et tvivl om, at man i mange af verdens områder, hvor der er risiko for konflikt kan bruge sporten som et effektivt præventivt middel, der kan forhindre konflikter i at opstå. Mine tanker på dette område er efter hjemkomsten blevet til en kronik, som blev bragt i Dagbladet Information dagen før de Olympiske Leges åbning i Athen. Kronikken var ligeledes årsag til, at jeg redegjorde for min tanker om Den Olympiske Våbenhviles betydning og muligheder i radioens P1.
Generelt vil jeg sige, at jeg var positivt overrasket over det faglige niveau i forelæsningerne, mens niveauet min diskussionsgruppe lod noget tilbage at ønske, hvilket egentlig ikke skyldtes deltagerne, men mere koordinatorernes manglende kompetence til at gribe fat i kernen af diskussionen og føre gruppen frem til konstruktive konklusioner på de forskellige spørgsmål.
Nu kan det vel næppe undre nogen, at oplevelserne også på det sociale område for evig og altid vil være lagret i den boks i min hjerne, hvorpå der står uforglemmelig.
På det sociale område forsøgte jeg efter bedste evne at følge anbefalingerne fra tidligere deltagere om, at søvn var noget man kunne få, når man igen vender tilbage til Danmark. Det blev således til mange sene aftener og mange tidligere morgener, men det var som om, at jeg levede på et adrenalinsus, der bevirkede, at trætheden aldrig fik overtaget.
Mine sociale aktiviteter omfattede følgende: At afprøve min rustne stemme på akademiets sangworkshop. At danse mine første tangoskridt i danseworkshoppen. At være maorikriger i den New Zealandske “Haka”. At være en del af akademiets berømmede synkronsvømmehold. At være en ikke særlig solid men højtråbende målmand i fodbold. At kæmpe for starten på en ny personlig bordtenniskarriere, som blev brat afbrudt af en sudanesisk landsholdspiller.
Vores eget bidrag til de sociale aktiviteter blev udarbejdet i samarbejde med de andre nordiske lande. Bidraget var en kærlig ironiserende og humoristisk fortolkning af de første dages rundture til det antikke Grækenlands historie. Vi havde dog erstattet den græske historie med den nordiske og havde udskiftet Zeus, Apollon og Dionysos med islandske Bjørk, danske Wilson Kipketer og svenske Abba.
Jeg er sikker på, at den nære og intensive sociale kontakt bag det grønne hegn i Olympia har bragt mig venner for livet. Venner som jeg vil se igen, når jeg kommer rundt i Europa og i resten af verden. Venner som jeg til daglig kan kommunikere med og søge gode råd hos i forbindelse med mit arbejde med idræt. Og venner der i fremtiden vil være vigtige aktiver i et olympisk netværk, hvor vi kan hjælpe hinanden til at få nye idrætslige men også jobmæssige udfordringer.
At ovenstående ikke blot er tomme ord var den første weekend i september et udtryk for. I denne weekend var Torben, Lydia og jeg vært for en nordeuropæisk gensynsmøde med deltagere fra otte lande. Vi havde en fantastisk weekend, hvor vi beviste, at fundamentet for venskabet rækker langt videre end til de 14 dage, vi tilbragte sammen i Olympia.
Lad mig afslutte denne beretning og mine betragtninger med endnu en konstatering: Der er mit sind ingen tvivl om, at jeg ligesom de andre deltagere, der har været så heldige at få lov til at opleve Olympia er blevet ramt af den olympiske bacille. Den kan ikke kureres og den eneste medicin der findes mod den er at søge mod endnu flere olympiske oplevelser på både det professionelle og sociale plan.
Det er jeg i fuld gang med.