Græsk volleyballfest
Min sidste aften i Athén – tirsdag den 17. august – gik jeg “imod strømmen” af danske tilskuere. Nogle vil sige, at det var tæt på landsforræderi når jeg fravalgte de danske håndbolddarlings’ spændende opgør mod Korea – og istedet drog alene mod Peace & Friendship Stadium i Faliro-komplekset sidste metrostation før Piræus. Herrevolleyball på absolut topniveau er ikke hverdagkost for en dansk volley-entusiast, hvorimod håndboldkvinderne bliver overeksponeret grænsende til det uudholdelige i det hjemlige TV-billede. De græske værter skulle spille indledende gruppekamp mod Polen og senere stødte Italien og Brasilien sammen i en revanchematch fra forårets world cup-finale. Jeg havde på forhånd frygtet, at der ikke ville komme så mange tilskuere til aftenens kampe, da de græske basketballherrer samme aften spillede storkamp mod USA’s Dream Team – men mine bekymringer blev gjort til skamme allerede på vej mod Faliro, hvor vi stod som sild i en tønde i metroen og fremme ved arenaen, hvor vi måtte vente lang tid på at gennemføre det omfattende – men trods alt “beroligende” sikkerhedstjek…
Jeg havde flottet mig og købt billetter i den dyre kategori – og fik en suveræn siddeplads på 6-7 række lige ud for den ene baglinie med godt udsyn og overblik over de tårnhøje og hærdebrede spillere. Allerede ved spillernes indmarch kom den første indikation af lydniveauet. Modtagelsen af de græske hjemmebanehåb var en hjemvendt sejrshær værdig, og jubelbrølene skulle stige endnu mere undervejs i kampen. Holdene fulgtes ad og vandt hver et sæt til stillingen 1-1, hvorefter grækerne fik overtaget og kørte 3-1 sejren hjem godt hjulpet på vej af et syngende hjemmebanepublikum. Hvis man som dansker synes at Atletion i Århus er stor og stemningen fantastisk med de 4500 tilskuere, ville man blive helt euforisk og ikke kunne undgå at sidde med et saligt smil på læben – som jeg gjorde – ved oplevelsen af 8500 ellevilde tilskuere og en fantastisk arena, hvis tag der til stadighed var på kanten mellem at lette – og falde ned over ørene på os allesammen. Det sidste havde dog denne aften ikke været nok til at stoppe det syngende menneskehav, der dannede et fænomenal kulisse for en stor volleyballoplevelse.
Aftenens anden kamp mellem de to volleyballstormagter Italien og Brasilien levede til fulde op til mine tårnhøje forventninger. Kampen varede 2 timer og 15 min – gik over 5 sæt, og sluttede med en kneben sejr til Brasilien med 33-31 i 5. sæt (hvor man altså spiller til 15 – med 2 overskydende point !!!!). Aldrig har jeg oplevet volleyball så intenst, tæt og spændende – og jeg bliver ikke overrasket hvis de to hold støder sammen i guldkampen senere i turneringen….
Undervejs i aftenens to kampe kunne jeg sidde og iagttage de nærmeste tilskuere og deres engagement i kampen. På rækken bag mig sad en græsk bedstefar med sit 4-5 årige barnebarn. Knægten var meget optaget af den festlige stemning og spillet på banen – og fik virkelig en “tur på opleveren”. Da jeg mellem de to kampe vendte mig om og gav ham en danske pin, blev han først genert over den fremmede mand, som talte til ham på et ukendt sprog – men senere prikkede han mig på skulderen og viste mig stolt sin trøje med den danske nål på… Under aftenens anden kamp var der pludselig blitzlys og uro på rækkerne bag mig – og minsandten om det ikke var en af de største græske spillere – Kravarik, der lige var forbi for at hilse på en flok venner eller familiemedlemmer. Straks strømmede det til med folk, der skulle have en autograf eller fotograferes med ham, og den stakkels mand måtte tålmodigt acceptere sin stjernestatus.
Folk har efter hjemkomsten spurgt hvad der var den største oplevelse. Det er tæt på at være umuligt at svare på, eftersom den totale oplevelse er en kombination af mange små og store indtryk. Åbningsceremonien var flot – oplevede den på storskærm i et orange menneskehav i “Holland-Heineken-House”, selvfølgelig med TV-kommentator på hollandsk !!! Det er og bliver også specielt og meget intenst at være iklædt rødt og hvidt og finde sammen med de øvrige danskere og råbe og skrige så længe stemmen holder…. hvadenten man er til håndbold eller badminton. Man føler sig 200 % mere dansk, når man er i fremmede omgivelser og har en lille konkret ting at samles om…..
Jeg har spekuleret over, hvor jeg kom nærmest olympismen….. Om det var på arenaerne, i snakken med tilskuerne fra alverdens lande på gaden, i metroen eller i billetkøen eller under besøget i atleternes “Olympic Village”. Eller var det ovenstående volleyballoplevelse, som havde alle momenter ??? Jeg kan ikke svare på det, men glæder mig over at have været tæt på og en del af OL – og er nu for alvor ved at forberede mig på at skulle til Kina om 4 år…… !!!!!!!