OL og politik

  • Forfatter:Jonas Bjarnøe Jensen

Indledning

Allerede fra De olympiske Leges oprindelse i Grækenland 776 f.kr. havde Legene et politisk sigte (1). De skulle være med til at fremme freden mellem bystaterne i Grækenland, der lå i evig krig. Derfor holdt bystaterne fred hvert fjerde år i de fire måneder, Legene blev afholdt i.

Men også de moderne olympiske Lege har betydning i både et nationalt og internationalt politisk perspektiv. At være OL-værtsby er i dag en meget prestigefyldt titel, der nyder stor politisk bevågenhed. De moderne Lege påbegyndtes i 1896 i Athen, hvor den Internationale Olympiske Komité for første gang stod for udvælgelsen af værtsbyen. Lige siden har IOC både fravalgt og valgt byer ud fra politiske dimensioner.

Jeg vil i første del af opgaven redegøre for hvilke dimensioner, der danner baggrund for IOC’s valg/fravalg af OL-værtsby og dermed OL-land med fokus på den politiske – herunder den økonomiske dimension. Til belysning af problemstillingen vil jeg inddrage eksempler fra tidligere fravalg/valg af OL-værtsbyer men især lægge fokus på den kommende værtsby Beijing 2008

Herefter vil jeg med udgangspunkt i ”To-verdens modellen og ”Tre slags stater” analysere, hvilken betydning placeringen af OL i Kina har og kan få for landets placering i det internationale samfund. Vil De olympiske Lege fremme Kinas muligheder for at matche USA som økonomisk, militær og politisk stormagt.

Til slut vil jeg diskutere, hvilken betydning den internationale mediefokusering kan få på længere sigt for overholdelse af menneskerettighederne og skabelsen af et retssamfund i Kina. Vil dette være et tilbageslag for demokratiet i Kina? Eller vil det, som i Sydkorea efter OL i 1988 i Seoul, medvirke til en politisk og kulturel åbning mod omverdenen og på den måde få Kina til at bevæge sig i en mere demokratisk retning?

Politiske dimensioners betydning for valg/fravalg af OL-vært

Den Internationale Olympiske Komité IOC

Den Internationale Olympiske Komite IOC blev dannet den 23. juni 1894 med 79 medlemmer (2) – netop det år, hvor de moderne olympiske Lege for første gang blev afholdt. I 2006 består den olympiske bevægelse med præsidenten Jacques Rogge i spidsen af 122 medlemmer (3), som hver især via deres stemme i fællesskab afgør OL-værtsbyen for det respektive år.

IOC’s mål med De olympiske Lege har et klart politisk sigte – det handler om `at bidrage til en mere fredelig og bedre verden ved at uddanne unge mennesker gennem sport´ (4). Derfor skal valget af OL-værtsby vælges ud fra denne overordnede målsætning, som vurderes på baggrund af 1) den tekniske dimension, 2) den økonomiske dimension 3) den historiske dimension og 4) den politiske dimension, som er den vigtigste og indeholder aspekter af de tre andre dimensioner.
Seks tekniske dimensioner vejer tungt i `vurderingen hos IOC’s evalueringskommission: Sportsfaciliteter, infrastruktur, transport, hotelkapacitet, økonomi og befolkningens opbakning´ (5) og er en forudsætning for gennemførelsen af OL. Flere IOC-medlemmer brugte også de tekniske begrundelser ved det seneste valg i 2001, hvor de stemte ud fra `hvilken by, der teknisk set er bedst egnet som værtsby for de Olympiske Lege´ (6). Men det vil være naivt at tro, at tekniske forhold er tilstrækkelig begrundelse, da ingen anden begivenhed er genstand for så meget opmærksomhed som De olympiske Lege. Men selvom om IOC får det til at fremstå som om det primært er tekniske dimensioner, der ligger bag valget af OL-værtsby, vil det være naivt at tro, at der begrundelsen, da ingen anden begivenhed er genstand for så meget internationalt opmærksomhed. Og med sådan en opmærksomhed følger mange politiske, nationale og økonomiske interesser. Idet følgende lægges vægt på den politiske dimension, der dog ikke kan ses uafhængig af den historiske- og økonomiske dimension.

Den politiske dimension

De politiske dimensioner har gennem tiden været baggrunden for valget/fravalget af OL-værtsby. Som eksempel kan hhv. valget og fravalget af Barcelona som OL-værtsby vise, hvordan den politiske dimension – her indenrigspolitiske forhold – har haft betydning. Barcelona blev i 1936 fravalgt af IOC pga. den indenrigspolitiske situation i Spanien til fordel for den tyske diktator Hitler og Berlin. Fravalget af Barcelona var bestemt af `usikkerhed over den politiske udvikling i landet´ (7), som skyldtes, at man med General Primo de Riveras i spidsen fra 1923-30 havde et samfund, der til en vis grad var opbygget efter Mussolinis diktatoriske italienske model (8). Usikkerheden var velbegrundet, for den 17. juli 1936 udbrød den spanske borgerkrig mellem Spaniens republikanske regering og fascisten Francisco Franco (9). Men fravalget blev imidlertid katastrofalt for den olympiske idé, idet Hitler brugte De olympiske Lege i Berlin 1936 til ensidig nazistisk propaganda.

56 år senere var det igen indenrigspolitiske begrundelser, der netop lå bag valget af Barcelona som OL-vært 1992. Præsidenten for IOC var katalaneren Samaranch fra Barcelona. Valget af Barcelona var derfor en klar personlig politisk udmelding fra Samaranch, der skulle illustrere, at Barcelona er uafhængig af den spanske hovedstad Madrid (10), at Barcelona kan matche Madrid og reelt er ligeså stærk.

Politiske interesser har også været afgørende ved valget af London som OL-værtsby i 2012. London har i sit oplæg til IOC spillet på de mange forskelligheder som den engelske hovedstad råder over, samtidig med at den nye Olympic Park, i den østlige del af London, skal være centrum for begivenhederne. London placerer hermed begivenheden i et område med sociale og miljømæssige problemer, og OL kan således medvirke til et ”kvarterløft” (11) med forbedring af økologien og restaurering af boliger (12).

Med valget af London blev der fra IOC lagt vægt på, at investeringerne ved dette OL giver varige værdier og samtidig tager sociale hensyn – London havde derfor de rigtige politiske begrundelser. Den olympiske komité viser hermed, at den har en holdning til, at man skal gøre noget for socialt udsatte samt for miljøet – selv om det ret beset ikke har noget med det sportslige og dermed de tekniske sportsfaciliteter at gøre.

Men det er ikke altid klare politiske begrundelser, der ligger til grund for valget af OL-værtsby. Der findes eksempler på, at selvom nogle ansøgerlande har haft væsentlige politiske begrundelser for at afholde OL i netop deres by, så er de ikke blevet fulgt. Således var valget af Athen ikke oplagt i 2004, idet Stockholm havde langt bedre infrastruktur og sportsfaciliteter end den græske hovedstad – og det er områder IOC prioriterer højt (jf. afsnittet om Den Internationale Olympiske Komité). Og rent politisk ville den sydafrikanske hovedstad Cape Town være en ”sikker vinder”, da 2004 ville være 10-års jubilæum for ophøret af apartheidstyret, og det ville dermed være et klart politisk tegn at sende til omverdenen – nu anerkendte man Sydafrika.

Men alligevel blev Athen valgt og kritikerne `peger på korruption og vennetjenester som en væsentlig grund´ (13) – korruptionen (14) i IOC overtrumfede de gode tekniske og politiske begrundelser for at vælge en anden by.

Forklaringen på, at Athen blev valgt som OL-vært 2004, kan imidlertid også være, at netop Athen blev fravalgt otte år tidligere, hvor det ellers havde været oplagt, da der var 100-års jubilæum for de moderne olympiske Lege. Det gjorde man ikke, og derfor skyldte man den græske hovedstad noget for fravalget, hvilket blev gengældt med OL-værtskabet 2004.

IOC’s fravalg og valg af Beijing i hhv. 1994 og 2001
Den kinesiske hovedstad Beijing har to gange været opstillet som kandidat til at huse De olympiske Lege, nemlig i 1994 og 2001. Ligesom med Barcelona, ligger der politiske dimensioner bag både fravalget og valget af Beijing, men her er det ikke indenrigspolitiske forhold, men snare internationale forhold, der har gjort sig gældende.

I 1994 var Kina i et meget tæt opløb med den australske hovedstad Sydney om at blive OL-vært i 2000, men kineserne måtte se sig besejret ud fra såvel tekniske, historiske og politiske dimensioner. Kinas tekniske formåen levede måske ikke helt op til IOC’s krav (jf. afsnittet om Den Internationale Olympiske Komité). Men mange internationale iagttagere var også af den overbevisning, at afgørelsen primært var politisk og historisk bestemt. Flere af IOC-medlemmerne havde ikke ”glemt” massakren på demonstranterne nær Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989, hvor tydelige overtrædelser af internationale menneskerettigheder forekom. Uskyldige studenter og lærere blev straffet for at udøve deres ret til forsamlings, forenings- og ytringsfrihed (15). Rent historisk stod begivenheden fortsat meget nær i erindringen, og rent politisk ville det være et forkert politisk signal at sende til omverdenen – at man blåstemplede Kina som OL-værtsland blot fem år efter en så forfærdelig massakre.

I 2001 lykkedes det imidlertid den kinesiske hovedstad Beijing at blive valgt til OL-værtsby i 2008 foran storbyerne Toronto, Paris, Istanbul og Osaka (16).

Valget af Beijing som OL-vært 2008 kan ses i et verdenspolitisk perspektiv, hvilket det danske IOC-medlem Kaj Holm henviser til – `Hvis IOC skal kunne kalde sig en verdensomspændende organisation, er det en nødvendighed for os at involvere den fjerdedel af verdens befolkning, som bor i Kina´ (17). Toronto i USA, som ligeledes stillede op i 2001, var måske et ligeså godt bud som Beijing, men ved at tildele Beijing værtskabet vil en stor del af de 1,3 mia. kinesere få øjnene op for den globale verden. Samtidig er IOC’s klare mål at gøre OL til en global sportsbegivenhed, (jf. afsnittet om Den Internationale Olympiske Komité), så de vil meget nødigt ekskludere for mange. Alligevel har OL aldrig været afholdt i hverken Sydamerika eller i Afrika. Det endda til trods for at Argentinas hovedstad Buenos Aires har været OL-kandidat både i 1936 og 2004. Men der er ikke ligesom i Beijing et politisk perspektiv ved et sådan valg – måske fordi landene er politisk ustabile eller fordi, der ikke er tilstrækkelig med sponsormidler.

For sponsormidler er en afgørende faktor ved valget af Beijing som OL-vært. Økonomisk har Kina stor betydning, fordi det kinesiske marked med flere hundrede millioner kinesere i den købestærke middelklasse er blevet et særdeles attraktivt marked for IOC’s sponsorer. Herudover har Kina en enorm betydning for verdensøkonomien. IOC’s sponsorer har i Kina en enestående mulighed for at lokke de mange kinesere med forbrugsgoder til sig – hvilket bedst illustreres ved, at Beijing allerede tre år før De olympiske Lege starter har 20 mia. garanterede sponsorindtægter (18). Samtidig er IOC naturligvis interesserede i så spektakulære Lege som muligt, så TV-rettighederne kan få en tak op næste gang. I den henseende er det sponsorpenge, der har stor betydning for IOC’s beslutning.
At IOC-medlemmerne kan blive påvirket af økonomiske interesser fra multinationale firmaer, der har økonomiske interesser i den pågældende by ses eksempelvis ved at A.P. Møller Mærsk har `ydet et økonomisk bidrag til Beijings kampagne for at blive valgt som OL-by´ (19). At der således bag valget af OL-værtsby ligger både politiske og økonomiske interesser – også personlige økonomiske interesser blandt IOC-medlemmerne ses tydeligt. For ser man på de tekniske dimensioner, er Beijing ikke ideel, når man tænker på, at Beijing er stærkt forurenet, hvilket er direkte usundt for sportsudøvere og tilskuere at færdes i. Luftforureningen i Beijing er 6 gange større end i New York, Men kineserne er opmærksomme på problemet og bruger store beløb på at forbedre bl.a. luftkvaliteten.

OL’s betydning for Kina i det internationale samfund

Kina i et internationalt perspektiv

Med udgangspunkt i `To-verdens modellen´ (jf. bilag A) og `Tre slags stater´ (jf. bilag B) vil jeg analysere, hvilken betydning placeringen af OL i Kina har og kan få for landets placering i det internationale samfund. Den internationale politik og måden at betragte stater på ændrer sig som følge af globaliseringen – øget handel på tværs af landegrænser, øget kommunikation og forskellen mellem tid og rum mindskes. Den øgede globalisering bevirker, at staterne har mindre suverænitet, og mere af magten overlades til de globale markedskræfter, idet konkurrencen om penge, arbejdskraft og viden er blevet global.

Flere internationale aktører og lande har interesse i Kina som et aktiv i verdenssamfundet, bl.a. WTO, som Kina blev medlem af i 2002. En øget international handel betyder, at den økonomiske afstand mellem lande og regioner bliver reduceret, hvilket giver en højere økonomisk vækst i verdensøkonomien. WTO-medlemskabet har betydet lavere toldsatser for de virksomheder, der eksporterer til Kina, større gennemsigtighed i den kinesiske lovgivning og bedre muligheder for at etablere en virksomhed i Kina. Med OL-værtskabet i 2008 vil denne udvikling formentlig accelerere, og Kina vil nærme sig den vestlige verden mere og mere.

Det er gennemgående for flere OL-værtsbyer, at Legene sætter skub i forbedringen af byens infrastruktur. Således har det også være tilfældet ved Beijings værtskab, der `vil investere 20 mio. dollars alene i en forbedret infrastruktur´ (20) og bystyret i Beijing har lovet `det mest omfattende byggeprojekt siden opførelsen af den kinesiske Mur´ (21).
De olympiske Lege er et enormt prestigeprojekt for de kinesiske magthavere, og de skal bruges til at vise styrken af det kinesiske samfund til hele verden – og det på trods af, at der fortsat er meget store økonomiske uligheder, hvor mange hundrede millioner kinesere fortsat lever under fattigdomsgrænsen.

Selve begivenheden De olympiske Lege har sjældent givet overskud for værtslandet – således var OL i 1984 i Los Angeles det første OL, der gav overskud (22), mens OL i Athen i 2004 gav et underskud på ca. 8 mia. euro. De olympiske Lege vil på kort sigt sikkert give Beijing og Kina et milliardunderskud, men på længere sigt vil det utvivlsomt give øget økonomisk vækst og overskud. Multinationale koncerner og den vestlige verden vil få øjnene op for Kina – mere end nu, der vil være nødsaget til at blive et mere åbent samfund – på den måde vil de i højere grad blive integreret i den internationale verdenshandel med stærkt stigende im- og eksportrater samt formentlig et boom i turismen.

Analyse med udgangspunkt i `To-verdens modellen´

Med udgangspunkt i `To-verdens modellen´, hvor vi har den realistiske og idealistiske teori, vil jeg analysere Kinas placering i det internationale samfund i et teoretisk perspektiv. To-verdens modellen bygger på hhv. et realistisk og et idealistisk verdensbillede, der er to forskellige analytiske måder, hvorpå man kan anskue den globale struktur. De globale processer siden 1945 med afkolonialisering, økonomisk og teknologisk udvikling og dannelse af nye institutioner og regimedannelser har ført til to forskellige teorier om international politik.
Realisterne mener, at magten i den internationale politik til stadighed er indenfor staterne, mens overstatslige organisationer som FN ikke har nogen magt, hvis det tilsidesætter staternes egeninteresser. Mens staterne internt er reguleret, hersker der internationalt et anarki, og staterne vil altid konkurrere, hvorfor der fortsat vil opstå krige. Freden kan kun opnås og bevares gennem en international magtbalance.
Idealisterne lægger derimod vægt på, at der internationalt opstår nye fællesinteresser på tværs af staterne, og derfor har staterne en interesse i at samarbejde. Internationale organisationer kan få indflydelse og magt, og optræder uafhængigt af de enkelte stater. IGO’er (23), NGO’er (24), græsrodsbevægelser osv. vil samarbejde på tværs af staterne og danne internationale magtbaser. De fælles interesser fører til mere internationalt demokrati og forståelse af forskellige synspunkter og interesser, så vi undgår krige.

Kina kan bruge OL til at vise omverdenen, at man er en potentiel militær og økonomisk supermagt, der er klar til tage kampen op med USA om medbestemmelse og indflydelse – i første omgang i Asien. Hos realisterne er`fremskridtstanken hovedsageligt begrænset til økonomi, teknologi og uddannelse og dermed udviklingen mod en stadig højere levestandard.´ (25). Realisterne mener, at demokrati og menneskerettigheder ikke er den afgørende faktor for magtforholdet i international politik. I Kina vil økonomien stadig vokse og dermed reelt kunne matche USA som økonomisk stormagt, hvorved verden vil være præget af international magtbalance og dermed fred. Endvidere stiger uddannelses- og vidensniveauet hos den kinesiske elite eksplosivt i disse år. Mange tager lange videregående uddannelser i vesten og USA eller benytter sig af universiteter, der nærmer sig den vestlige standard.

Ved anden verdenskrigs afslutning i 1945 og frem til murens fald i Berlin 1989 var verden opdelt i øst og vest, og der herskede bipolaritet med USA & USSR i spidsen. Verden er i dag, ifølge realisterne, statscentreret, og der hersker unipolaritet med USA som den eneste stormagt. Flere lande bl.a. Kina, Rusland og Japan stræber efter at blive en seriøs modspiller til USA. Herunder kommer de europæiske lande, som har slået sig sammen i EU. Først herefter kan IGO’er og NGO’er få magt og indflydelse ved at lægge fælles internationalt pres på landene.

Ruslands manglende økonomiske vækst, krigen mod Tjetjenien og et vaklende demokrati betyder, at landet ikke er en alvorlig modspiller til USA. EU har flere gange vist, at de ikke kan enes som samlet international aktør – f.eks. under krigen i Irak, hvor EU var splittet. Det giver en realistisk mulighed for at et asiatisk land kan tage konkurrencen op med USA. Således kæmper Kina og Japan om magten over Asien, og `vinderen´ kan i fremtiden ses som en seriøs modspiller til USA. Og med placeringen af OL i Beijing 2008 vil Kina spille en stadig større rolle på den fremtidige internationale scene, hvorved de i – realisternes perspektiv – kan blive den økonomiske stormagt, der kan matche USA.

Kina blev officielt medlem af FN i 1971 (26) og skal dermed efterleve FN’s menneskerettigheder. Idealisterne mener, at internationale organisationer som FN får stadig større magt og indflydelse. Men Kinas gentagne overtrædelse af menneskerettighederne viser, at FN ikke har magtinstrumenter, der skal til, for at få Kina til at overholde dem. Hermed får realisterne ret i, at såfremt Kina ikke opfatter det som deres egeninteresse at overholde menneskerettighederne, har FN ingen mulighed for at gennemtrumfe det.

Man kan betragte den internationale organisation IOC som en NGO ifølge `To-verdens modellen´. Men selvom organisationen ikke er økonomisk statsstøttet (27) er den stadig tæt knyttet til de enkelte stater, og spiller en stor rolle i staternes kamp om magten. Samtidig er tv og sponsorindtægter i forbindelse med olympiske aktiviteter enorme. Derfor er det en meget respekteret organisation, og valget af Kina 2008 åbner virkelig op for, at den kinesiske magt på den internationale scene vil vokse. Kina er anerkendt af IOC og dermed af medlemmerne i IOC, som på en eller anden måde repræsenterer det land, de stammer fra, hvormed Kina har fået opbakning og anerkendelse fra mange lande.

Ifølge idealisterne kan Kina ikke blot agere som nationalstat. Kina er nødt til at acceptere og bruge NGO’er, som f.eks. IOC, hvis landet skal have magt og indflydelse. Idealisterne forudser, at de multinationale firmaer får mere magt i forhold til de enkelte stater. Med OL i Beijing får flere multinationale firmaer mulighed for at komme ind på det kinesiske marked. Dermed flytter firmaerne til Østen og Kina, der er et land med lavt skattetryk. Dette øger den internationale konkurrence på bl.a. lønningerne, der kan føre til et pres for lave skatteprocenter i de enkelte lande. Realisterne derimod tillægger ikke NGO’er en afgørende betydning. Realisterne vil formentlig mene, at IOC blot er udtryk for statslige interesser forklædt som IOC-interesser.

Analyse med udgangspunkt i `Tre slags stater´

`Tre slags stater´ opererer med tre slags stater i det internationale samfund – de præ-moderne stater, de moderne stater og de post-moderne stater.

De præ-moderne stater passer godt på deres suverænitet, er ofte meget nationalistiske og isolationistiske, hvorved de ønsker at afskærme deres land fra globaliseringsprocessen. Hos de moderne stater er suveræniteten derimod en given ting – de gennemfører en udadvendt politik i det internationale politiske spil. For de post-moderne stater er suveræniteten noget, der kan handles mad, og man opgiver noget af denne suverænitet, for at opnå indflydelse på andre staters politik, som f.eks. EU, hvor der gives og handles mellem de forskellige politikområder mellem landene.

Kina vil gerne være en selvstændig magtfaktor på den internationale scene, og de har interesse i at være en stor stærk aktør på det internationale marked. Kina tilhører de præ-moderne stater – landet har været præget af `stærk nationalisme og forsøg på afskærmning over for globaliseringen´ (28). Man kunne også argumentere for, at Kina i nær fremtid vil bevæge sig hen mod den moderne stat med en `i højere grad udadvendt politik´. Her er OL en oplagt mulighed for at vise, at Kina er stærk nok til at afholde en sådan begivenhed, og at man dermed er klar til at blive en betydende faktor i den internationale politik. Landet vil dermed være åben overfor globaliseringen og de muligheder som den rummer.

Delkonklusion

Analysen bekræfter, at realisternes teori om at økonomi, teknologi og uddannelse er afgørende faktorer for et lands placering i den internationale politik. Som følge af OL følger en mere central kinesisk rolle på scene, hvilket primært skyldes de økonomiske gevinster ved Legene. Og det er også på de økonomiske parametre, hvor Kina kan blive en trussel for USA’s supermagtrolle i Asien.

Derimod er idealisternes opfattelse af de fælles overstatslige interesser i det globale samfund, som f.eks. menneskerettigheder og demokrati, ikke afgørende for Kinas voksende internationale betydning. Samtidig er der ingen tvivl om, at Kinas værtskab for OL har blåstemplet landet som et værdigt land – også for så vidt angår menneskerettigheder – til at afholde OL.

Afslutningsvist er det bemærkelsesværdigt at både `To-verdens modellen´ og `Tre slags stater´ giver det samme resultat. Kina vokser i indflydelse og er vel eneste land pt., der på sigt vil være i stand til at matche USA’s verdensherredømme. Det gælder både økonomisk og militært, hvor f.eks. USA i forhandlingerne om at hindre spredning af atomvåben til hhv. Nordkorea og Iran skal sikre enighed med Kina.
Derimod har Europa ikke været i stand til at opnå tilsvarende magt på den internationale scene, som senest er illustreret med det manglende fodslag i forhold til krigen i Irak.

Overholdelsen af menneskerettighederne og skabelsen af et retssamfund i Kina

Mediebevågenheden til Beijing

De olympiske Leges mediebevågenhed har vokset sig større og større gennem historien, og i 2008 vil verden se den hidtil mest omfattende mediebevågenhed, når De olympiske Lege påbegyndes i Beijing. Her vil 12.000 idrætsstjerner, 5.000 mediefolk (29) og flere hundrede tusinder tilskuere være at finde. Verdens største mediebevågenhed skal til Asien for tredje gang. Dette giver Beijing og Kina mange positive muligheder, men også frygt for negativ omtale.

Et utal af turister og journalister kommer til Beijing, og landet får stor opmærksomhed i det internationale samfund. OL giver en enorm mulighed for at markedsføre landet og for at demonstrere, at det nye Kina magter en sådan begivenhed. Mediefokuseringen på Kina kan altså ses som et led i Kinas åbning mod vesten, men ifølge Kai Holm indføres demokrati `ikke i så stort et land blot ved, at man knipser med fingrene´ (30). Hermed understreges det, at Kina ikke har demokrati, og det tager tid at indføre.

Men samtidig kan man forestille sig, at de vestlige medier vil grave alle de dunkle historier frem om det kinesiske styre bl.a. mht. overtrædelse af menneskerettigheder og henrettelser af kinesere uden retfærdig rettergang. For der er så åbenlyst en kontrast mellem de formentlig flotte Lege og den virkelighed, som Kina også rummer. Derfor lægger OL i Beijing 2008 op til, at kineserne, som Jyllands-Posten skrev det, viser `synlige fremskridt for demokrati og menneskerettigheder´ (31) frem mod OL’s start.

Menneskerettigheder og retssamfund

De internationale menneskerettigheder blev defineret i 1948 med vedtagelsen i FNs generalforsamling af Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Her gives en præcisering af de økonomiske, sociale, kulturelle, borgerlige og politiske rettigheder. Klassiske grundrettigheder er bl.a. respekt for privatlivet og familielivet, ytringsfrihed og retten til retfærdig rettergang (32), som i et retssamfund. I 1993 holdt FN en verdenskonference om menneskerettigheder i Wien, og her blev det gjort klart, at det internationale samfund bør `forholde sig kritisk til menneskerettigheders overtrædelse overalt i verden, uden at kritik kan afvises med henvisning til princippet om statens indre anliggender´ (33). Det betyder, at det er nogle universelle rettigheder, som gælder i ethvert samfund til enhver tid, og hvis et land ikke overholder dem, må man forholde sig kritisk til landet.

Kina overtræder menneskerettighederne

Menneskerettighedserklæringens § 5 siger, at `ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf´ (34). Amnesty International (35) lavede den 12. februar 2001 (før valget af Beijing) en rapport om Kina, som tydeligt klargjorde, at `Brugen af tortur er udbredt, og helt systematisk, i statslige institutioner´ (36).
Ifølge menneskerettighedserklæringens § 19 har `Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed´ (37). Og i Kina sker der en undertrykkelse af `ytringsfriheden blandt andet ved hjælp af internetcensur´ (38). Søger man på `menneskerettigheder´ på den kinesiske version af google, kommer der intet resultat frem – det er simpelthen censureret (39). En kineser udtaler sig således`Jeg kan ikke se det på Internettet, jeg vil, og læse de bøger, jeg vil. Det accepterer jeg´ (40). Dette er et tydeligt eksempel på en konflikt mellem menneskerettigheder og den internationale handel, hvor handelshensynet vinder. Og den almindelige kineser er tvunget til at acceptere de internetrestriktioner, som regeringen beslutter.
Mange kinesere bliver dømt uden retfærdig rettergang. Flere gange i historien har Kina vist tegn på overtrædelse af de internationale menneskerettigheder, f.eks. massakren på Den Himmelske Freds Plads 1989 og det faktum, at Kina i dag`henretter flere mennesker end resten af verdens lande til sammen´ (41) uden de har mulighed for at få deres sag prøvet ved en retfærdig domstol. Antallet af henrettelser skal også ses i sammenhæng med, at den kinesiske befolkning er verdens største. Verdens stormagt USA har også dødsstraf, men forskellen er, at de anklagede her dømmes ved retfærdig rettergang.

Mediebevågenhedens betydning

Kan den omfattende internationale mediebevågenhed få afgørende positiv betydning for Kinas overholdelse af menneskerettighederne og på sigt fremme skabelsen af et retssamfund?

Der er mange forhold, der taler imod, at det umiddelbart vil medføre dette. Allerede i 2005 blev det tydeligt, at IOC ikke presser på mht. menneskerettighederne, selvom `kinesernes løfter om at forbedre menneskerettighederne inden legene i Beijing langt fra er indfriet´ (42). I modsætning til almindelige borgere, politikere, organisationer osv. er det vigtigste for IOC i øjeblikket ikke overholdelse af menneskerettighederne, men derimod at landet `set i forhold til de netop overståede lege i Athen, allerede nu er meget langt fremme med at forberede legene i Beijing´ (43) – altså de tekniske dimensioner. På den måde er en forbedring af menneskerettighederne i fremtiden ikke umiddelbart til at få øje på. Samtidig vil Kina prioritere mange milliarder af dollars til de store sportsanlæg til OL, i stedet for at forbedre arbejdsforholdene for de millioner af kinesere, der sælger deres arbejdskraft for næsten ingenting.

Endvidere kan man sige, at et af De olympiske Leges grundlæggende mål er, at være med til at fremme skabelsen af et fredeligt samfund (jf. afsnittet om Den Internationale Olympiske Komité). Men et OL i Beijing har alvorlige miljømæssige og sociale følger. Det lyder smukt, hvis OL skulle være medvirkende til en forbedring af menneskerettighederne, men måske er OL årsagen til præcis det modsatte. Der skal skabes plads til store byggerier, infrastruktur osv., og derfor bliver mange fattige kinesiske borgere i hovedstaden tvangsflyttet til boligkomplekser uden for byen. Selvom Kina i 2006 har verdens største økonomi og `styret er i stand til fortsat at levere den øgede velstand´ (44) bliver skellet mellem rige og fattige fortsat større – hermed skabes grobund for et ustabilt samfund.

Flere danske toppolitikere har beklaget valget af Beijing som OL-vært 2008. Kulturminister Brian Mikkelsen mente således at `det er et tilbageslag for demokratiet og for det pres, man kunne lægge på et diktaturland som Kina´ (45). Med denne blåstempling kan Kina med ”verdens accept” fortsætte overtrædelsen af de internationale menneskerettigheder. Men ikke kun politikerne var kritiske – det samme var flere journalister heriblandt Jyllands-Postens Erling Vester Jacobsen, som i 2001 mente, at der `om syv år stadig vil være millioner af kinesiske bønder og arbejdsløse industriarbejdere, som lever under FN’s fattigdomsgrænse. Der vil ikke være et parlamentarisk demokrati. Der vil stadig være daglige eksekveringer af dødsdomme´ (46). Da Kina i 2001 blev valgt til OL-værtsby, talte man om menneskerettigheder og demokrati. Nu taler man i stedet om globalisering, vækst og arbejdspladser, hvilket kan hænge sammen at antallet af udenlandske forbrugere i Kina er steget markant. På den måde fjernes fokus fra de stadige overtrædelser af menneskerettighederne i Kina, og OL fører ikke nødvendigvis til øget velstand, demokrati eller færre dødsstraffe.

Der er imidlertid også mange forhold, der taler for, at valget af Beijing vil få den ønskede betydning for overholdelse af menneskerettighederne og skabelsen af et retssamfund. Historisk har det vist sig, at OL medfører forbedringer i interne politiske forhold, hvorfor OL-værtskabet til Beijing sandsynligvis vil forbedre overholdelsen af menneskerettighederne og skabelsen af et retssamfund.

OL i 1980 i Moskva var det første OL, der skulle `arrangeres i et socialistisk land´ (47). OL var måske her startskuddet til at Mikhail Sergejevitj Gorbatjovs, der blev valgt til generalsekretær for Det Kommunistiske Parti 1985, og under slagordene glasnost og perestrojka iværksatte et storstilet reformprogram, som måske var begyndelsen til enden på Sovjetunionen (48). Otte år senere i 1988 var der OL i den sydkoreanske hovedstad. Allerede efter udvælgelsen af Seoul som værtsby bevægede man sig i Sydkorea væk fra diktaturstyret og hen mod demokratiet, således at landet allerede i 1987 havde det første frie præsidentvalg (49).

Beijings viceborgmester Liu Jingmin er bevidst om, at der på nuværende tidspunkt hverken er demokrati eller menneskerettigheder i Kina. Det kom tydeligt frem, da han begrundede ansøgningen til OL 2001 – `Når vi ansøger om de olympiske lege, er det fordi, vi ønsker at fremme udviklingen ikke alene i hovedstaden, men i hele samfundet, herunder demokrati og menneskerettigheder´ (50). Og med byens og de mange kineserne opbakning til at styrke demokratiet og etableringen af et retssamfund i Kina, ser fremtiden lys ud. Men ikke blot byen støtter denne proces – det gør nabolandene også. Selv den tibetanske eksilleder Dalai Lama indså i 2001 at `de kommende syv år op til legenes afholdelse i bedste fald vil kunne bruges til at fremme demokratiseringsprocessen´ (51).

Selvom flere politikere som før nævnt beklager valget af Beijing, forsøger nogle politikere at sætte det i et positivt perspektiv. Margrethe Auken (SF) udtalte at `det her skal føre til total opmærksomhed og konstant kritik af de kinesiske myndigheders forhold til menneskerettigheder´ (52). OL er dermed en anledning til at kritisere Kina. Derfor kan man forvente, at Kina vil blive nødt til at lytte til kritikken, når det eksempelvis gælder fængslinger uden lov og dom, tortur, censur, offentlige henrettelser m.m. (53)

Denne stigende interesse og konstante opmærksomhed på Kina – herunder overtrædelser af menneskerettigheder, vil stige markant frem til OL’s. Og de tusindvis af journalister, der nu kommer til Kina, er af myndighederne i Kina blevet lovet, `at den internationale presse frit får lov til at referere fra OL´ (54). Og det kan forventes, at journalister som altid vil skabe den bedste historie, vil udnytte situationen til at finde konkrete eksempler på overtrædelse af menneskerettighederne. Derfor er det sandsynligt, at omverdenen først fra OL’s start vil kunne mærke en markant større åbning af samfundet og fokus på dunkle sager i Kina. Således er det danske IOC-medlem Kaj Holm af den overbevisning`at den demokratiske udvikling i Kina helt af sig selv får yderligere fart i det øjeblik, den olympiske præsident i august 2008 åbner legene i Beijing´ (55).
Selvom kineserne ser valget i 2001 som en blåstempling, er verdens accept af den kinesiske kultur vel først en realitet, når bl.a. de internationale menneskerettigheder overholdes. Derfor må man væbne sig med tålmodighed til OL’s start, hvor startskuddet til det kinesiske demokrati for alvor kan tage fart. Men der har over en længere årrække været spirende demokratiske kræfter i det kinesiske samfund, og spørgsmålet er, hvordan det internationale samfund kan være med til at fremme disse kræfter.

OL-værtskabet og den enorme mediefokusering vil uden tvivl betyde, at Kina er nødsaget til at åbne op mod vesten. Multinationale firmaer, journalister og turister får med De olympiske Lege mulighed for at komme tæt på den kinesiske kultur og det kinesiske folk. Får medierne adgang til at dække bredt fra OL, vil der også åbnes muligheder for at få sat fokus på de sociale, politiske og økonomiske uligheder, som det kinesiske folk lever under. Jo mere viden der når ud i det internationale samfund, jo vanskeligere bliver det for Kina fortsat at overtræde menneskerettighederne.

Perspektivering

Affødt af den aktuelle mediedebat om OL og politik, vil jeg sætte OL’s politiske betydning i perspektiv.

De olympiske Lege kan anskues som et stort internationalt show, hvor sporstsudøverne er dopet og betalt af multinationale firmaer, hvor alt handler om penge, markedsføring og personlig succes. Nutidens olympiske Lege har bevæget sig langt fra den olympiske idé om en fair og redelige kappestrid mellem lande for at skabe et fredeligt verdenssamfund.

OL betyder som det sportslige højdepunkt mindre og mindre, fordi OL-værtsbyerne primært ser begivenheden som en mulighed for at få magt og indflydelse. Eksempelvis benytter Beijing OL til at komme på den internationale scene, uanset at de ikke har styr på menneskerettighederne. Andre lande har brugt De olympiske Lege som et alibi til at prioritere en masse ressourcer til infrastruktur, sportsanlæg og imponerende gadegennembrud. Senest ved vinter-OL februar 2006, benytter Torino De olympiske Lege til at få sat gang i byudviklingen og vende udviklingen med nedgangen i antallet af industriarbejdspladser til at blive et moderne samfund, der skaber arbejdspladser inden for viden, teknologi og organisation (56).
OL og politik har altid og vil fortsat hænge sammen. Senest blev det gjort klart ved valget af København som vært for IOC’s kongres i 2009, hvor OL-værtsbyen i 2016 skal vælges. Uagtet at det danske IOC-medlem Kai Holm mener, at det er`vigtigt at adskille sport og politik´ (57), så var han nødt til at tage afstand til Jyllands-Posten Muhammed-tegninger, for at fremme Københavns chancer.

Konklusion

I redegørelsen har jeg fundet ud af, at IOC’s fravalg og valg af OL-værtsby spiller på flere dimensioner. Flere gange har IOC således valgt byer pga. et politisk formål. Det kan være for at vise en bys uafhængighed af en anden, eller i et håb om, at OL-værtslandet vil forbedre menneskerettighederne, eller fordi investeringerne som følge af OL giver varige værdier og tager sociale hensyn. Men IOC har også fravalgt byer af politiske grunde, bl.a. pga. indenrigspolitisk usikkerhed eller fordi tydelige overtrædelser af internationale menneskerettigheder forekommer.

I den analyserende del af opgaven har jeg fundet frem til, at Kinas placering i det internationale samfund styrkes som følge af OL-værtskabet. Såfremt OL bliver gennemført succesrigt for Kina, vil landet for alvor kunne true USA på den verdenspolitiske scene. Det vil således ligesom realisterne forudser det, være kampen mellem staterne, der forsat afgør den internationale politik.

I det afsluttende afsnit har jeg fundet ud af, at den internationale mediefokusering på Kina som følge af værtskabet betyder, at Kina er nødsaget til at åbne op mod vesten. Menneskerettighederne bliver hver dag overtrådt med henrettelser uden retfærdig rettergang, men med et utal af journalister som følge af OL, er det sandsynligt at disse overtrædelser vil blive gjort klart for hele verden. De olympiske Lege vil derfor være startskuddet til, at Kina på sigt vil overholde menneskerettighederne og bevæge sig mod et retssamfund.
I et perspektivafsnit har jeg vist, hvordan OL og politik er smeltet sammen.

Kun fremtiden vil vise, hvordan udviklingen i det kinesiske samfund vil forløbe. For lille Danmark tog det fra den første grundlov i 1849 til den endelige i 1953 – altså godt 100 år – at indføre demokratiet. Men jeg tror næppe, at Kina og det internationale samfund vil vente så længe på et kinesisk demokrati og retssamfund, såfremt Kina vil have en position, der kan matche USA.

Litteraturliste

Avisartikler

Følgende er funder på www.emu.dk under infomedia.
Artiklerne kan findes ved at skrive overskriften under søgefeltet under ”danske medier”

Information
Ledende artikel: Kinas olympiske drøm Af Vera Bundgaard 2001
Debat: OL: Sport? Af Torben Lund 2001
Menneskerettigheder i Kina er ikke længere et olympisk tema Af Lars Jørgensen 2005
Menneskerettigheder i Kina – tur/retur´ Af Mette-Line Thorup 2005
OL er en mirakelkur for verdens storbyer Af Katrine Østergaard og Søren Møller Christensen 2006

Jyllands-Posten
Kommentar: Beijing på godt og ondt Af John Idorn 2001
Kina: OL som katalysator Af Erling Vester Jacobsen 2001
Ledende artikel: Olympisk pragmatisme 2001
OL-værtsby: Beijings forpligtende triumf Af Henrik H. Brandt 2001
Muhammed-tegninger brugt i kampen om OL-kongres Af: Thomas Møller Kristensen 2006

Politikken
Beijing 2008: Kina vil erobre den olympiske verden Af Rasmus Bech 2004
Folkets diktatur er kinesisk demokrati Af Ola Wong 2005
Når tigre vogter kaniner Af Anders Jerichow 2006

Bøger

`Ringene samles´ Syddansk Universitetsforlag Af Jørn Hansen 2004
`OL Historie´ Nordisk Forlag A/S Af John Idorn 1996
International politik – Danmark og ulandene kap. 5. Af Hans Branner, Hans Forlaget Columbus og forfattere Mouritzen og Laurids
Lauridsen 2001

Andre

Leksikon: www.leksikon.org, http://da.wikipedia.org/wiki/Forside, `Den Store Danske Encyklopædi´
TV: Dr. 1 Den 9. november 2005 – Tv-avisen kl. 21.00: vært/journalist Søren Reedtz Pedersen
Internetsider:
§ IOC: http://www.dif.dk/index/ol-ioc.htm
§ Faktalink: http://www.faktalink.dk/publish.php?linknavn=kina
§ IOAPA: Http://ioapa.dk/, http://ioapa.dk/encyclopedia.php?id=37
§ DR: www.dr.dk –http://www.dr.dk/nyheder/htm/baggrund/tema2004/ol%20i%20athen/56.htm
§ http://www.dr.dk/skole/samfund/klipsamling/ol_politik/politik.asp
§ EMU: http://www.emu.dk/gsk/fag/sam/uvforloeb/temaer/ol/olpol.html
§ DIF: http://www.dif.dk/index/ol-historie-3/ol-historie-sommerol-/ol-historie-sommerol-atlanta1996.htm
§ Rejsestart: http://www.rejsestart.dk/rejsenyt/7/
§ London 2012: http://www.london2012.org à a lasting legacy à a new park
§ Kina: http://www.kina-portal.dk
§ Amnesty: http://www.amnesty.dk

Bilag

Pga rettigheder til bilag 1 fra De To Verdener og bilag 2 fra 3 slags stater kan disse ikke bringes på hjemmesiden. Der henvises i stedet til bøgerne.

Noteliste

  1. http://www.dif.dk/index/ol-historie-3.htm
  2. `Ringene samles´ side 9
  3. Http://www.dif.dk
  4. Http://www.dif.dk
  5. Jyllands-Posten 8. juli 2001, indblik side 8: `Olympisk pragmatisme´
  6. Jyllands-Posten 8. juli 2001, indblik side 8: `Olympisk pragmatisme´. Det tidligere danske medlem af IOC, Niels Holst-Sørensens baggrund for stemmen 2001.
  7. Jyllands-Posten 23. juli 2001, side 6 ` Beijing på godt og ondt´
  8. http://www.leksikon.org/art.php?n=761
  9. http://da.wikipedia.org/wiki/Den_spanske_borgerkrig
  10. Afsnittet er skrevet på baggrund af `OL Historie´ (s.159)
  11. http://www.rejsestart.dk/rejsenyt/7/
  12. Http://ioapa.dk/
  13. http://www.dr.dk/nyheder/htm/baggrund/tema2004/ol%20i%20athen/56.htm
  14. Der er flere eksempler på, at IOC-medlemmer misbruger deres stilling gennem bestikkelse fra store multinationale firmaer, for at stemme på den by, som det multinationale firma har interesse i. Senest blev den tidligere vicepræsident i IOC Kim Un-Yong dømt 2½ års fængsel for at have` taget imod omkring syv millioner kroner i bestikkelse fra kontakter i erhvervslivet´ .
  15. http://www.faktalink.dk/publish.php?linknavn=kina
  16. http://ioapa.dk/encyclopedia.php?id=37
  17. Information 26. februar 2005, side 12 `Menneskerettigheder i Kina er ikke længere et olympisk tema´
  18. Information 26. februar 2005, side 12 `Menneskerettigheder i Kina er ikke længere et olympisk tema´
  19. Jyllands-Posten 23. juli 2001, side 6 ` Beijing på godt og ondt´
  20. Jyllands-Posten 14. juli 2001, 1. sektion, side 12 `Beijings forpligtende triumf´
  21. Jyllands-Posten 14. juli 2001, 1. sektion, side 12: `OL-værtsby: Beijings forpligtende triumf´
  22. Information 9. februar 2006 `OL er en mirakelkur for verdens storbyer´
  23. IGO: Intergovermental organization (internationale organisationer)
  24. NGO: Non-govermental organization (ikke-statslig organisation = interesseorganisation)
  25. `International politik´ s. 42 anden spalte
  26. http://da.wikipedia.org/wiki/Kina
  27. www.dif.dk
  28. International politik´ s. 73 anden spalte
  29. Berlingske Tidende 14. juli 2001, 1. sektion, side 14 `Den olympiske ånd er død´
  30. Information 26. februar 2005, side 12 `Menneskerettigheder i Kina er ikke længere et olympisk tema´
  31. Jyllands-posten 8. juli 2001, indblik side 8 `Olympisk pragmatisme´
  32. `Den store danske encyklopædi´ – opslag `menneskerettigheder´
  33. `Den store danske encyklopædi´ – opslag `menneskerettigheder´
  34. http://www.leksikon.org/art.php?n=3730
  35. verdensomspændende organisation, der arbejder for overholdelse af menneskerettighederne.
  36. http://www.amnesty.dk/doc.asp?mode=newsletter&page=94&lang=da
  37. http://www.leksikon.org/art.php?n=3730
  38. Jørgensen, Lars (2005): Information 26. feb. side 12 `Menneskerettigheder i Kina er ikke længere et olympisk tema´
  39. DR’s Tv-avis
  40. Information 30. december 2005 `Menneskerettigheder i Kina – tur/retur´
  41. Politiken 21. oktober 2005, 1. sektion side 11 `Folkets diktatur er kinesisk demokrati ´
  42. Jørgensen, Lars (2005): Information 26. feb. side 12 `Menneskerettigheder i Kina er ikke længere et olympisk tema´
  43. Information 26. februar 2005, side 12 `Menneskerettigheder i Kina er ikke længere et olympisk tema´
  44. Information 30. december 2005 `Menneskerettigheder i Kina – tur/retur´
  45. Berlingske Tidende 14. juli 2001, 1. sektion, side 14 `Den olympiske ånd er død´
  46. Jyllands-Posten 15. juli 2001, 1. sektion side 13 `OL som katalysator´
  47. `OL Historie´ (s.135)
  48. Den store danske encyklopædi
  49. `OL Historie´ (s.152)
  50. Information 23. februar 2001, 1. sektion side 12 `Kinas olympiske drøm´
  51. Jyllands-Posten 8. juli 2001, indblik side 8: `Olympisk pragmatisme´
  52. Berlingske Tidende 14. juli 2001, 1. sektion, side 14 `Den olympiske ånd er død´
  53. Politiken 13. januar 2006, 2. sektion side 9 `Når tigre vogter kaniner´
  54. Berlingske Tidende 14. juli 2001, 1. sektion, side 14 `Den olympiske ånd er død´
  55. Jørgensen, Lars (2005): Information 26. feb. side 12 `Menneskerettigheder i Kina er ikke længere et olympisk tema´
  56. Information 9. februar 2006 `OL er en mirakelkur for verdens storbyer´
  57. Jyllands-Posten, 1. sektion, side 17 `Muhammed-tegninger brugt i kampen om OL-kongres´

Du kan følge alle kommentarer gennem RSS 2.0 feedet. Du er meget velkommen til at skrive en kommentar til denne side.

Skriv en kommentar