Jimmy Carter – Lederstil og boykot
Indledning
I juledagene 1979 blev den kolde krig igen lidt varmere. Sovjet havde spoleret den allerede trykkede julestemning i Det Hvide Hus, der var en følge af gidseltagningen på den amerikanske ambassade i Iran, ved at invadere Afghanistan. Denne aggression gav det endelige dødsstød til præsident Carters tro på, at Sovjet ligesom han selv, var træt af den kolde krig. Demokraten Jimmy Carter havde integreret denne tro i den valgkampagne, der førte til, at han 20. januar 1977 var blevet indsat som præsident for USA. Egentlig havde han været en outsider i sit eget parti og undertippet over for den republikanske præsidentkandidat Gerald Ford. Men ovenpå Watergateskandalen og Vietnamkrigen var de amerikanske vælgere klar til at stemme på Carter, der i sin valgkampagne lagde stor vægt på en ærlig og moralsk ansvarlig lederstil såvel nationalt som internationalt. Den udenrigspolitisk uerfarne nye amerikanske præsident ville følge den detente, der op gennem 70’erne afspejledes af både nedrustnings- og handelsaftaler med Sovjet. Set fra Carters side sluttede detenten imidlertid med Sovjets invasion, og Carter administrationen skruede op for både sanktioner og en hårdere retorik imod Sovjet.
Carters præsidentperiode (1977-1981) er interessant af flere årsager. Alene det at være amerikansk præsident under den kolde krig gør Carter til en interessant person set med historiske øjne, fordi personen i dette embede særligt under den kolde krig har taget beslutninger med betydelig indflydelse for folk i alverdens lande. Carters fire år som præsident kan indenrigspolitisk ses som et mindre mellemspil i en længerevarende republikansk domineret periode, der kun blev brudt på grund af Watergate. Men Carters fire år kan også ses som starten på en periode, hvor de kristne moralske værdier i højere grad end før skulle udbredes gennem udenrigspolitikken, og som videreførtes af den stærkt konservative efterfølger Ronald Reagan, der åbenlyst karakteriserede Sovjet som “Ondskabens Imperium”. (1) En stor forskel mellem Carter og Reagan var til gengæld, hvilken lederrolle de hver især tiltænkte sig selv som amerikansk præsident. Hvor Reagan agerede som en stor leder for en supermagt, ville Carter først og fremmest være en god leder for en stor nation. (2) Denne lederstil planlagde Carter at gennemføre udenrigspolitisk, men i løbet af Carters sidste år som præsident kan der imidlertid spores et skifte i lederstilen, så den mere og mere kom til at minde om den Reagan forsøgte at promovere.
Carter lagde ikke selv skjul på, at det sidste år i embedet var et hårdt og dramatisk år for ham selv og USA. Men selvom amerikanere var taget som gidsler af militante iranere i Teheran, så blev det mest omtalte emne i starten af 1980 alligevel Carters egen “gidseltagning” af amerikanske olympiske atleter. (3) Denne opgave vil både undersøge hensigten med, at Carter administrationen ikke ville lade det amerikanske OL-hold dyste i Moskva, og hvorfor Carters udenrigspolitiske lederstil ændredes. Jeg vil således lede efter om der udover de udtalte hensigter, også findes nogle ikke-udtalte. Det bliver derfor vigtigt, at identificere de begivenheder og aktører der havde indflydelse på, hvilken udenrigspolitik Carter skulle føre. Da det er opgavens tese, at der er en sammenhæng mellem de to problemstillinger, kan de sættes sammen til en samlet problemformulering:
Hvad var Jimmy Carters hensigt med den ændrede udenrigspolitiske lederstil og boykotten af de olympiske lege i Moskva 1980?
Carter administrationen brugte aldrig begrebet boykot officielt. (4) Min definition på en boykot er, at en part organiserer en modstand over for en modpart, hvor parten afviser modparten med det formål at isolere modparten. Den der forsøger en boykot, må derfor altid forsøge at få andre med på boykotten for ikke selv at blive den isolerede. Når Carter administrationen valgte ikke at bruge begrebet boykot officielt, men i stedet talte om ikke at deltage i Moskvas OL, kan det således hænge sammen med, at det ville signalere, at Carter behøvede hjælp fra sine allierede. Når man siden hen med rette har brugt begrebet i forbindelse med den amerikanske sanktion, er det fordi USA rent faktisk forsøgte at overtale andre lande til heller ikke at deltage, efter Carter havde afvist amerikansk deltagelse.
Det lette svar, som kan læses i de fleste amerikanske og vesteuropæiske lærebøger, er, at Sovjets invasion af Afghanistan var årsagen til den amerikanske boykot, og hensigten var dermed at straffe Sovjet. Det er imidlertid et forenklet svar, da en olympisk boykot ikke er en naturgiven straf, fra et land der ikke en gang selv direkte er ramt af invasionen. Det er en sanktion, som et land kan foretage på baggrund af rationelle overvejelser over, hvilke sanktioner der ville være passende i den aktuelle situation. Denne opgave vil derfor inddrage både den indenrigs- og udenrigspolitiske kontekst i forsøget på at undersøge en tese om, at netop brugen af en olympisk boykot – og måden den forsøgtes implementeret på – var et forsøg fra Carter på at vise USA og resten af verden et stærkt lederskab. Denne tese kræver først en påvisning af, at brugen af en olympisk boykot er et stærkt politisk våben, der kan få en politisk leder til at fremstå som stærk. Derfor vil jeg bruge forskningsoversigten til to formål. Først og fremmest vil jeg gennemgå historiske bøger, som har behandlet den amerikanske boykot, ud fra problemstillinger der tilnærmelsesvis ligner min opgaves problemstilling, og diskutere disse bøgers resultater. Men derudover vil jeg bruge bøgerne til at tegne et billede af den olympiske bevægelse, da dens historie, struktur og organisering er vigtig at forstå, for at forstå hvilke problemer Carter havde med at implementere boykotten.
Forskningsoversigt
I bøger der omhandler politik, er der sjældent levnet megen plads til kombinationen af sport og politik. Dette er også oftest tilfældet med de bøger, der behandler Carters udenrigspolitik. Til gengæld er der flere bøger, der specifikt drejer sig om relationen mellem international sport og politik. Da de olympiske lege er verdens største sportsbegivenhed, er forholdet mellem OL og politik et hyppigt udgangspunkt for disse bøger, og her har der af åbenlyse årsager været fokuseret meget på henholdsvis legene i Berlin 1936 og i Moskva 1980. Netop erindringen om Hitlers brug af OL i Berlin til propaganda for nazismen var en af grundene til, at Carter ønskede en boykot af OL i Moskva. Men den amerikanske deltagelse i Berlin gav samtidig Carter et problem i forhold til at legitimere sin boykot, fordi deltagelsen havde været med til at opbygge en historisk arv omkring amerikansk deltagelse i OL, uanset om regimer brugte legene politisk. (5)
David B. Kanin skrev allerede i 1981 en bog om international sport og politik med udgangspunkt i den amerikanske boykot af OL i Moskva. (6) Han havde særlig adgang til information omkring implementeringen af boykotten gennem sit arbejde som politisk analytiker for CIA. Kanin vil vise to hovedpointer med sin bog. For det første at sportslig politik stammer fra det naturlige politiske indhold i det moderne sportslige system. Selve afholdelsen af internationale sportslige arrangementer er et tegn på samarbejde, mens selve aktiviteten er en nul-sum sammenligning mellem de deltagende udøvere, der kan repræsentere både stater og samfund. (7) For det andet er hvert OL i sig selv en politisk begivenhed, og Kanin gør dermed op med myten om, at OL oprindeligt var fri for politisk indblanding, ved at vise at OL blev grundlagt med udtrykkelige politiske målsætninger. (8) I 1890’erne grundlagdes de moderne olympiske lege af Baron Pierre de Coubertin med en tro på, at sport kunne udvikle den menneskelige karakter, og derfor var målet gennem OL at socialisere hele verdens befolkning ind i roller, der var forenelige med et universelt samfunds ideal. (9)
Kanin viser, at sport er et politisk redskab, der ligger i periferien af det internationale politiske system, fordi sport ikke er vital for det internationale system i samme grad som f.eks. økonomiske, juridiske eller diplomatiske forhold. Men netop af den grund er det et perfekt middel til at markere tonen i internationale forhold. (10) Det er således vanskeligt at forestille sig, at der kan opstå krig pga. eksempelvis en olympisk boykot, og i de 25 år der er gået siden Kanins bog, er det da heller ikke sket. Men en amerikansk olympisk boykot vil i dag være et endnu stærkere politisk våben, fordi tilskuer og sponsor interessen for OL er vokset betydeligt siden 1980.
Derick L. Hulmes bog The Political Olympics (11) fra 1990 bygger meget på Kanins bog ni år tidligere. Hulme vil både redegøre for, hvorfor og hvordan midlet med at boykotte en stor international sportsbegivenhed tages i brug, og derefter se på effekten af den etablerede boykot ved de olympiske lege i Moskva 1980. Denne analyse skal bruges til at besvare, i hvilken udstrækning statsmænd kan bruge international sport som våben i forbindelse med politisk straffende formål. (12) I lighed med Kanin kommer Hulme frem til, at en boykot af OL har stor symbolsk værdi på den internationale politiske arena, men pga. den olympiske bevægelses strukturelle og uafhængige organisering er der også visse problemer forbundet med en boykot af et OL for politiske ledere. (13)
Den olympiske bevægelse udgøres således af tre primære institutioner:
- Den Internationale Olympiske Komité (IOC) der selv udvælger sine medlemmer, og hvor legene skal afholdes, samtidig med at IOC også forsvarer amatøridealerne. IOC er en uafhængig transnational organisation, og altså ikke en repræsentant for verdens samlede stater. Derfor er de enkelte medlemmer heller ikke repræsentanter for deres hjemlande, men skal omvendt repræsentere IOC’s interesser i deres respektive hjemlande. (14)
- Det er de Nationale Olympiske Komitéer (NOC), der udvælger og forbereder de nationale hold, og som derfor også besidder autoriteten til at sende afbud til de olympiske lege. Den enkelte NOC’s uafhængighed beskyttes mod politisk, religiøst og økonomisk pres af IOC charterets regel 24C. (15)
- Endelig er der de individuelle internationale sportsforbund der udøver kontrol over selve konkurrencernes regler og organisering.
Hulmes tredelte problemstilling er bredere end min, men det er især interessant for mig at se, hvad Hulme kommer frem til i sin analyse af, hvorfor Carter ville boykotte OL 1980. Boykotten var ifølge Hulme motiveret af to hovedovervejelser: Afstraffelse for Sovjets invasion i Afghanistan, og at Carter ville vise resten af verden, at USA stadig havde viljen til at afvise sovjetisk aggression, i en tid hvor USA ellers havde vist svaghedstegn i Vietnam og Iran. (16) Konteksten med at det er valgår i USA, hører altså ifølge Hulme ikke til blandt motiverne til boykotten, men han kommer ind på emnet i kapitlet Endemic Obstacles to the Boycott. Hulmes påstand er, at der ville blive stillet spørgsmålstegn ved ethvert modsvar til Sovjet, fordi det var valgår, og med boykotten som modsvar blev Carter sårbar over for anklager om, at en boykot ikke effektivt tilbageviste Sovjet, men kun skulle hjælpe ham til sejr i valget. (17) Dermed udelukker han faktisk taktiske overvejelser for en præsident i et valgår. Belægget for påstanden henter Hulme i en udtalelse fra senator Edward Kennedy, der i 1980 var Carters største udfordrer til nomineringen som demokratisk præsidentkandidat. Kennedy var blevet citeret i sovjetisk presse for at udtale: “Grain sales and Olympic Games cannot be elements of American foreign policy” (18), og hentydede dermed at disse sanktioner var symbolske og ikke tilstrækkelige. Men jeg mener, at Hulmes påstand er fejlagtig. At der i valgåret stilles særligt kritisk fokus på en præsidents handlinger, er ikke ensbetydende med, at præsidenten ikke kan have stemmemaksimerende overvejelser. Selvom Carter udsatte sig selv for en kritik om at have stemmemaksimerende bagtanker med boykotten, så kunne han stadigvæk godt have denne hensigt. Det krævede først og fremmest, at han kunne imødegå kritikken, og at han kunne argumentere for boykotten som det bedste amerikanske modsvar. Derved ville han få muligheden for at samle den amerikanske befolkning, kongressen og verdens ledere bag sig, og således fremstå som en stærk leder – og det kunne give stemmer.
Timothy P. Maga er en af dem, der har skrevet om Carters udenrigspolitik, hvor der ikke er blevet meget plads til boykotten af OL. Maga er tidligere ansat senior stabs medlem i Repræsentanternes Hus’ udenrigspolitiske komité, og har fået lov til at gennemgå 27 millioner siders papirer fra Carter Biblioteket vedrørende udenrigspolitik i Carters præsidentperiode. Maga omtaler den økonomiske sanktion med embargo på salg af korn til Sovjet og politiseringen af OL som et “behersket modsvar”, som var valgt, fordi England, Frankrig og Pakistan havde insisteret på det. Senere forstærkede Carter imidlertid sin retorik og trusler. “Even stronger anti-Soviet rhetoric from Carter, including a summer 1980 threat of introducing US forces in the region, was meant to take the steam out of both Schmidt and Reagan’s arguments.” (19) Politiseringen af de olympiske lege er selvsagt et “behersket svar”, hvis det stilles op imod direkte krigshandlinger. Men modsat Maga der mener at Carter først i sommeren 1980 begyndte at imødegå presset fra Schmidt og Reagan, vil jeg undersøge, om ikke Carter allerede med boykotten af OL i Moskva forsøgte at tage dampen ud af Schmidt og Reagan.
Metode og teori
Både Jimmy Carters, Zbigniew Brzezinskis og Cyrus Vances erindringer er vigtige kilder i min opgave. Disse kilder er specielt anvendelige i min undersøgelse af, hvordan Carter og administrationen forsøgte at fremstille sin egen udenrigspolitik og ledelsesstil. Det er imidlertid særligt vigtigt at være opmærksom på, at det netop er en aktørs erindringer, der er kilden, når aktørens handlinger skal vurderes. Ligegyldigt hvor objektivt forfatteren har forsøgt at fremstille fortiden, vil det altså være én persons subjektive skildring af en fortidig virkelighed. Der behøver ikke at være tale om en bevidst fordrejelse sandheden. Men alene det at teksten, til trods for at den bygger på samtidige notater, er skrevet i et tilbageblik på den omhandlende periode, kan give teksten en sammenhængende helhed, som forfatteren ikke nødvendigvis havde overblik over i samtiden. Dette kan forstærkes af, at en fortælling behøver en form for sammenhæng. I tilfældet med Carters erindringer fremstiller han eksempelvis sin egen præsidentrolle, som om den gennem hele præsidentperioden udspringer af den samlede teori, han lagde ved embedets start. Jeg vil derimod argumentere for, at ledelsesstilen skifter i starten af 1980, og at Carters præsidentrolle derved kommer i modstrid med hans egen teori.
Carter skriver i forordet til Keeping faith, at han startede med at arbejde på sine erindringer umiddelbart efter præsidentembedets ophør. (20) Det var utvivlsomt for at skrive bogen, mens de forskellige omtalte begivenheder stod klarest i erindringen. Men samtidig er det et tegn på, hvad der var Carters hensigt med erindringerne, nemlig at påvirke den senere historieskrivning omkring hans præsidentperiode. Carter forsøger først og fremmest at give sit bud på, hvordan hans tid var som præsident. Indholdet i bogen er således Carters fremstilling af, hvad der var de vigtigste begivenheder, emner, konflikter og handlinger i perioden. Bogens bevidste fokus fortæller altså en del om forfatteren, men det samme gør det, som forfatteren ikke har taget med i bogen. Carters hensigt bliver endnu tydeligere, når indholdet i bogen kobles sammen med formen. Forrest i bogen er der en kronologi over begivenheder i præsidentperioden, og bogen er også bygget kronologisk op. På nær bogens første kapitel, der omhandler Carters rolle i forhold til frigivelsen af de amerikanske gidsler på ambassaden i Iran på den sidste dag i præsidentperioden. Således både starter og slutter denne begivenhed Carters erindringer, ligesom den også fylder mest rent indholdsmæssigt. Der vil derfor være belæg for en påstand om, at det var Carters hensigt, at portrættere sig selv som hovedmanden bag gidslernes frigivelse, og derved forsøge at omskrive den megen kritik som Carter fik i forbindelse med gidseltagningen. Det har dog ikke haft den ønskede effekt på historieskrivningen, fordi historikere mest har hæftet sig ved, at gidslerne først endeligt var fri, da Reagan havde overtaget præsidentembedet. Min hensigt med denne lille analyse har været at gøre opmærksom på, at både form og indhold må analyseres, når man søger at finde frem til hensigten bag en aktørs handlinger.
Desuden er jeg meget inspireret af den kontekstualisering, som den engelske historieprofessor Quentin Skinner har udviklet, og som han selv beskriver i første bind af det samlede værk Visions of Politics. (21) Skinners teori er særligt udviklet gennem en kritik af, hvordan historikere har læst og skrevet om store politiske tænkere, og har med sin egen læsning revideret forestillingen om bl.a. Machiavellis og Hobbes’ værker. Det vigtigste element i Skinners eklektiske teori er historismen, hvoraf Skinner udvikler sit helt eget kontekstbegreb. Dette kontekstbegreb er ikke determinerende for aktørers handlinger som i den marxistiske tradition. Men konteksten skal hele tiden tages i betragtning, når historiske tekster og aktører skal analyseres, fordi den påvirker aktørernes handlinger, samtidig med at aktørerne påvirker konteksten. Skinner har som idéhistoriker både beskæftiget sig med, hvordan aktører blev præget af konteksten, og hvordan de selv prægede konteksten. Jeg vil koncentrere mig om at undersøge, hvordan Carters moralske idéer omkring den amerikanske præsidents lederrolle blev præget af konteksten.
For Skinner er det kun en indledende del at forstå de tekster der analyseres. Den væsentligste del af analysen ligger i at forstå, det der er hensigten med teksten. (22) Carters udenrigspolitik og lederstil bliver min tekst. Jeg vil “læse” udenrigspolitikken og lederstilen, ikke blot for at forstå dens udvikling, men for at forstå hvad hensigten var med dens udvikling. Derfor undersøger jeg først Carters idé omkring, hvordan lederstilen skulle være i udenrigspolitikken, og holder derefter denne idé op imod, hvordan den rent faktisk blev. Formålet med denne sammenligning er, at finde frem til hensigten med det skifte der kan spores i Carters udenrigspolitiske lederstil. Et skifte der bryder med Carters oprindelige idé omkring, hvilken rolle den amerikanske præsident skulle spille i det internationale politiske system.
Skinner opdeler af metodiske årsager konteksten mellem en intellektuel og en politisk kontekst, som begge analyseres diakront og synkront. Fælles for konteksterne er, at de kun indirekte er en del af det, der bliver analyseret. Men alle kontekster er vigtige for at forstå, hvorfor de analyserede aktører handler og skriver, som de gør. Den politiske kontekst bruges i min opgave til at opklare hvilke forskellige aktører og begivenheder, der i tiden op til og under præsidentperioden påvirkede Carter til forskellige handlinger. Den intellektuelle kontekst skal bruges til at redegøre for, hvor Carter havde fået sine idéer fra, og hvem der påvirkede Carters idéer under præsidentperioden. Opdelingen i forskellige kontekster er altså en analytisk konstruktion, som foretages af hensyn til opgavens overskuelighed, ved at adskille de observerbare politiske forhold og de idémæssige strømninger. Den diakrone kontekst er tiden op til og starten af Carters præsidentperiode, mens den synkrone kontekst er tiden omkring 1980, hvor Carter forsøger at implementere boykotten.
Operationalisering
Inspireret af Skinner vil jeg opdele analysen i fire afsnit med udgangspunkt i forskellige kontekster, der tilsammen skal afklare Carters hensigt med at skifte udenrigspolitisk lederstil og boykotte OL i Moskva. Jeg vil starte med de diakrone analyser, der skal bruges til at fortælle noget om, i hvilken kontekst Carter var blevet præsident, hvem han var som person, og hvorfra hans ideologi var blevet påvirket. Derefter analyserer jeg de synkrone kontekster, for at afdække hvilke problemer Carter stod over for i tiden omkring den sovjetiske invasion, og hvem der påvirkede hans udenrigspolitik og lederstil. Afsluttende konkluderer jeg på min analyse.
Opvækst og begivenheder før præsidentembedet
Dette afsnit skal bruges til at fortælle om, hvilke begivenheder der havde præget Carter og præsidentembedet, i tiden op til at han blev præsident, og dermed været med til at gøre ham til den præsident han forsøgte at være i starten af hans præsidentperiode?
Carter blev født i sydstaten Georgia 1924, hvor han voksede op i en tid, hvor sorte amerikanere ikke havde samme rettigheder som hvide. Carter beskriver selv i sine erindringer, at de racistiske holdninger var en så integreret del af dagligdagen, at de forekom helt naturligt. Det gjorde dog senere et stort indtryk på Carter, at han havde overset andres forfølgelse, fordi det ikke var noget, der berørte ham selv. (23) Carter tog derfor aktiv del i kampen for lige rettigheder i syden, og det var erfaringerne herfra, der førte til, at Carter implementerede menneskerettighederne som en af de vigtigste værdier i udenrigspolitikken.
Da Carter efter 11 år hos flåden kom tilbage til Georgia, blev han succesrig farmer på sin egen peanutfarm. Sideløbende hermed begyndte hans politiske karriere først med syv år i lokalbestyrelsen for uddannelse i Sumter, efterfulgt af to perioder i Georgias senat inden han blev guvernør for Georgia i 1971. (24) Denne karriere gjorde Carter til en outsider i forhold til at blive præsident. Præsidenter havde sædvanligvis haft en karriere i Washington enten som vicepræsident eller i Senatet, eller var kommet fra en stat, hvor en demokratisk og en republikansk kandidat kæmpede om at blive guvernør. Georgia var derimod en et-parti stat, og de valgte havde derfor meget lidt ansvar over for sit parti. (25) Carter var derfor ikke en del af den fordærvede partipolitiske verden, som de amerikanske vælgere foragtede efter Watergate.
Carter overtog præsidentembedet fra Gerald Ford, der havde afløst Richard Nixon, efter han var gået af som følge af Watergate. Den mistro til regeringen og hele det politiske system der havde bredt sig i befolkningen og udlandet, var ikke med et slag vendt tilbage efter Nixons afgang. Ford havde stort set fortsat med den samme administration, og først med Carter skulle amerikanerne få sig et nyt lederskab. (26) Udenrigspolitisk var USA stadig plaget af eftervirkningerne fra Vietnam. Trods et massivt amerikansk militært engagement havde de kommunistiske nordvietnamesere holdt stand, og endda tilført amerikanerne betydelige tab. Amerikanerne selv og omverdenen så, hvordan den uovervindelige amerikanske hær ikke var så uovervindelig. I takt med tabene voksede modstanden mod krigen i USA, og samtidig pressede de europæiske ledere på for, at USA igen koncentrerede sig om sit engagement i Europa. (27)
Denne diakrone politiske analyse skal vise, at Carter var en mand med værdier, der afspejledes af hans opvækst i sydstaten Georgia. Det var også her, han havde fået sin politiske opvækst, hvilket gjorde at han hverken havde meget erfaring med Washington eller partipolitik. Carter havde overtaget præsidentembedet i en tid med politikerlede efter Watergate, og dalende international respekt og opbakning efter Vietnamkrigen. Den næste diakrone delanalyse vil undersøge, hvem der havde inspireret Carter til hans udenrigspolitiske ideologi, og hvordan han så på USA’s lederrolle.
Ideologiske forbilleder
Of the Presidents who had served during my lifetime, I admired Harry Truman most (…) He was direct and honest, somewhat old-fashioned in his attitudes, bound close to his small hometown roots, courageous in facing serious challenges, and willing to be unpopular if he believed his actions were best for the country. (28)
Carter beundrede ikke blot Truman. Han så også sig selv som meget sammenlignelig med Truman, både hvad angik sine egenskaber som person og præsident. Men Carter forsøgte også at lave en sammenligning mellem sin egen og Trumans udførte politik, og måden den blev gennemført på.
Our country has been strongest and most effective when morality and a commitment to freedom and democracy have been most clearly emphasized in our foreign policy. (…) President Harry Truman was the strongest and most effective advocate of human rights on an international scale. (29)
Ovenstående citater er taget fra Carters egne erindringer, der som allerede nævnt er skrevet efter præsidentperiodens ophør. Carter skriver videre, at siden Truman har der manglet vedvarende engagement til en udenrigspolitik, der var baseret på frihed, demokrati og menneskerettigheder. “Much of the time we failed to exhibit as an American characteristic the idealism of Jefferson or Wilson.” (30) Dermed prøver Carter at skrive sin præsidentperiode ind i historien som en periode, der blandede Wilsons idealisme med Trumans realisme. De to begreber bygger på de to tidligere præsidenters udenrigspolitik, som de hver især forsøgte at implementere efter henholdsvis 1. og 2. Verdenskrig. Wilson offentliggjorde i slutningen af 1. Verdenskrig de fjorten punkter, der var et nyt program for fred og demokrati, men som endte i fiasko, fordi programmet manglede politisk støtte. Truman tog til gengæld udgangspunkt i magtforhold i sin udenrigspolitik efter 2. Verdenskrig. USA skulle fastholde eller skubbe magtbalancen rundt om i verden til sin fordel for derigennem at sikre de amerikanske idealer. Ifølge Carter selv afviste han at vælge mellem idealisme og realisme eller mellem moral og magtanvendelse. Magtanvendelsen skulle altid ske på baggrund af Wilsons idealisme. (31) Denne form for magtanvendelse er siden blevet kaldt “principled pragmatism”. (32)
Der var ikke udelt begejstring blandt administrationens topfolk for dette balancerede syn mellem idealisme og realisme i udenrigspolitikken. Carters indflydelsesrige nationale sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski var af den opfattelse, at magt måtte være udgangspunktet for, at Carter kunne få gennemført sine udenrigspolitiske idealer. Beskyttelse og udvidelse af amerikansk magt måtte derfor også altid prioriteres højere end eksempelvis menneskerettigheder i de situationer, hvor et valg mellem de to måtte tages, hvis det stod til Brzezinski. (33) Til gengæld var netop balance nøgleordet for den udenrigspolitik, udenrigsminister Cyrus Vance plæderede for. I modsætning til Brzezinskis konfrontationslinje ønskede Vance en balance mellem samarbejde og konkurrence med Sovjet. Udenrigspolitikken skulle derfor tage udgangspunkt i at fastholde de eksisterende magtforhold, og arbejde ud fra en samlet strategi, hvorved USA ville kunne undgå at slingre mellem tillid og panik i forhold til Sovjets ageren. (34) Carters udenrigspolitiske linje var således i udgangspunktet meget lig Vances linje, hvor konfrontationen hovedsageligt skulle tages på spørgsmålet om menneskerettigheder, men efterhånden som Carters idealisme blev knust, påvirkedes Carter af Brzezinskis magtbaserede konfrontationslinje.
Carter havde ingen ny drøm med til Washington. Vælgerne skulle få en konservativ demokrat, der forsøgte sig med en frisk tro på den gamle amerikanske drøm. Ved indsættelsestalen lagde Carter stor vægt på, at de kristne og moralske værdier skulle markere en ny begyndelse for USA. (35) Dette reflekterede Carters egen religiøse overbevisning. Men samtidig udnyttede Carter sin overbevisning politisk i valgkampen mod Gerald Ford. Carter kunne nemlig både distancere sig fra Nixons politik og stil, der hang uløseligt sammen med Watergate, og dermed nærmest per definition var uærlig, og Kissingers stil som Carter selv med held fik fremstillet som en Lone Ranger, der agerede på eget initiativ og uafhængigt af ønskerne fra det amerikanske folk. (36)
Kissingers ageren som Lone Ranger var muliggjort af, at Nixon havde besluttet at reducere udenrigsministeriets indflydelse. Kissinger fik derfor som Assistant for National Security Affairs forhandlet sig frem til at dominere den udenrigspolitiske policy ved at udøve kontrol med en række under-kabinet komitéer, som han var formand for. (37) Carter ønskede et simpelt system, der var under Carters personlige kontrol for at undgå en intern Lone Ranger i administrationen. Derfor fik National Security Council (NSC) en central rolle under Carters præsidentembede, som det ikke på forhånd var givet, at det ville få, da hver enkelt præsident har haft forskellige procedurer. NSC er i udgangspunktet kun et møde mellem præsidenten, vicepræsidenten, udenrigsministeren og forsvarsministeren, men har oftest haft flere medlemmer. Carter besluttede eksempelvis som regel også at indkalde lederen af CIA, formanden for Joint Chiefs of Staff og Assistant for National Security Affairs. Under NSC blev der oprettet to komitéer. Policy Review Comitee (PRC) havde det lange og brede sigte. PRC’s områder omfattede udenrigs og forsvars policy samt internationale økonomiske emner, og lederen var den minister, der til det enkelte møde havde udfærdiget en problemstilling med tilhørende mulige policies. Special Coordination Commitee (SCC) skulle tage sig af de mere følsomme og akutte emner. SCC’s leder var Brzezinski i form af Assistant for National Security Affairs, og områderne bestod af efterretnings policy, våben kontrol og krisestyring. Desuden gik de anbefalede policies fra både PRC og SCC altid via Brzezinski til Carter, fordi rapporterne udfærdigedes af NSC’s stab, der hørte under Brzezinski. (38)
I en udenrigspolitisk tale på Notre Dame universitetet 22. maj 1977 fremlagde Carter den lederstil, som han mente ville være den bedste for USA og den amerikanske præsident. Udover at udenrigspolitikken skulle være baseret på fundamentale værdier, og at USA skulle bruge sin store magt og indflydelse til humane formål, så skulle udenrigspolitikken være demokratisk. (39) Den demokratiske udenrigspolitik betød, at den amerikanske befolkning skulle kunne forstå og være vidende omkring udenrigspolitikken. Men det demokratiske havde også en international betydning. Allerede inden Carter havde overtaget præsidentembedet, havde han sat Brzezinski til at udarbejde en systematisk og detaljeret bog, der skulle fungere som retningslinjer for de kommende fire års udenrigspolitik. Carter omtalte senere bogen som et usædvanligt brugbart dokument, og den første af ti målsætninger var, at Vesteuropa, Japan og andre udviklede demokratier skulle have et tættere politisk samarbejde med USA gennem udvidet institutionalisering af konsulterende forhold. (40) Dette mål må ses som udtryk for den nye demokratiske udenrigspolitik, og i sammenhæng med Carters forsøg på at forbedre USA’s omdømme i verdenssamfundet ved at distancere sig fra USA’s lederstil under Nixon og Kissinger.
Carter ville altså have, at den amerikanske udenrigspolitik under hans tid som præsident skulle være demokratisk ved at være lydhør over for befolkningen og alliancepartnerne. Udenrigspolitikken skulle desuden bygge bro mellem Wilsons idealisme og Trumans realisme, og gennem et moralsk fokus tage afstand fra Kissingers rendyrkede realisme, der havde domineret udenrigspolitikken i de foregående administrationer. Men internt i Carters administration var der to fraktioner med henholdsvis Brzezinski og Vance i spidsen, der hver især prøvede at påvirke udenrigspolitikken. Nu tager jeg imidlertid hul på den synkrone analyse med at se på, hvilke begivenheder og aktører der pressede Carter i den periode, hvor boykotten blev besluttet.
Sovjets invasion
The President reaffirmed that the position of the United States in opposition to sending a team to the 22d Olympic Games in Moscow results solely from the Soviet invasion of Afghanistan and our belief that it was not appropriate to attend the games in a host nation that was invading its neighbor. (41)
Dette White House Statement fra 16. maj 1980 blev udsendt i forbindelse med et møde mellem Carter og Lord Killanin, der var præsident for IOC til og med OL i Moskva. Carter havde tidligere forklaret Killanin i et brev 21. april, at sanktionen skyldtes den negative virkning invasionen havde på international lov, menneskerettigheder og den nationale sikkerhed for USA og mange andre nationer i den frie verden. (42) Dermed har Carter argumenteret for boykotten, men han giver ingen forklaring på hensigten med boykotten, udover at det naturligvis er tydeligt, at sanktionen skal være en straf for Sovjet. Men jeg vil lede efter andre hensigter ved at se på, hvilke aktører og begivenheder der førte til, at Carter implementerede netop boykotten af de olympiske lege i Moskva som sanktion.
Den respekterede amerikanske historiker Raymond L. Garthoff har med det omfattende værk Détente and Confrontation gjort opmærksom på, at den amerikanske reaktion på Sovjets invasion må ses i sammenhæng med den generelle amerikanske frustration over udviklingen på begivenheder rundt om i verden. (43) Der er imidlertid flere indenrigs- og udenrigspolitiske aktører og begivenheder, der har kunnet påvirke Carter til at vælge netop boykotten som sanktion over for Sovjet. 1980 var valgår i USA, og selvom præsidentvalget først var i november, så var det indenrigspolitiske pres på Carter allerede stort i begyndelsen af året. Til trods for at Carter var præsident, var han langt fra sikker på at blive nomineret til demokraternes præsidentkandidat, da Edward Kennedy også havde ladet sig opstille. Desuden viste republikanernes præsidentkandidat Ronald Reagan sig at have slagskraftige holdninger, der gik rent ind hos en stor del af den amerikanske befolkning. Udenrigspolitisk måtte Carter kæmpe mange kampe med såvel IOC som vesteuropæiske ledere, samtidig med at gidseltagningen i Iran hele tiden spøgte.
Den direkte årsag til at Carter kunne boykotte OL i Moskva, var den sovjetiske invasion af Afghanistan. Der var således intet der indikerede, at USA ikke ville stille op i Moskva, før Sovjet gik ind i Afghanistan, til trods for at Sovjet ikke ville acceptere invasionen som årsag. Tværtimod tyder især Carter administrationens manglende viden om både IOC’s regler og struktur på, at denne sanktion ikke var et resultat af lange gennemtænkte overvejelser. (44) Desuden ville administrationen næppe have ladet tv-selskabet NBC gå i gang med sine dyre og komplicerede forberedelser, hvis Carter allerede havde besluttet sig for et boykot inden Sovjets invasion. (45) Men på samme tid som Carter annoncerede, at USA ikke ville stille med et hold i Moskva, hvis ikke Sovjet trak sig ud af Afghanistan, startede Sovjet en kampagne, hvor Sovjet påstod, at Carters reelle årsag til at boykotte Moskva var, at Sovjet var et socialistisk land, at Carter ville underminere detenten, og at han var nødt til genvinde sin faldende popularitet. (46) Der er intet belæg for den første påstand. Boykotten var heller ikke et forsøg på at underminere detenten, men et udtryk for at Carter nu havde opgivet detenten. Således erklærede han i januar 1980, at der slet ikke var nogen detente, før Sovjet trak sig ud fra Afghanistan. (47) Den sidste sovjetiske påstand er til gengæld værd at undersøge i forhold til Carters hensigt med boykotten.
I USA var OL boykotten en god sag for Carter i den forstand, at han i høj grad kunne samle nationens opbakning til sanktionen mod Sovjet. Allerede inden Carter havde offentliggjort, at der ikke skulle sendes et amerikansk hold til Moskva, offentliggjorde opinionsundersøgelser i større amerikanske aviser, at op til 86 procent af befolkningen støttede en boykot. Ved en opinionsundersøgelse mente 52 procent af de adspurgte desuden, at en boykot ville få en direkte effekt på den sovjetiske udenrigspolitik. (48) Opbakningen var ikke mindre i kongressen. Med stemmerne 386 mod 12 tilsluttede Repræsentanternes Hus sig præsidentens beslutning, men Senatet overtrumfede ved enstemmigt at bakke op om Carter ligegyldigt om Sovjet trak sig ud af Afghanistan eller blev. (49) Kongressens respons viser en tradition i USA omkring opbakning til præsidenten i udenrigspolitiske situationer, hvor Det Hvide Hus erklærer, at der er fare for den nationale sikkerhed (det såkaldte “rally round the flag” syndrom).
Den politiske modstand i USA var begrænset til ærkerepublikanere og venstreorienterede demokrater. Til den sidste gruppe hørte Edward Kennedy, der kun modstræbende støttede boykotten. Kennedy havde brudt en lang tradition i amerikansk partipolitik ved i november 1979 at udfordre sit partis siddende præsident til gennominering til præsidentposten. Californiens guvernør Brown fremsatte også sin kandidatur, men trak sig relativt hurtigt igen. Dermed var Carter oppe mod en stærk politisk modstander, allerede inden han stod over for republikanernes kandidat. Alene Kennedys navn, rigdom og familiebånd gav ham en start på en valgkampagne, der var svær at hamle op med, og kort før Kennedy officielt lod sig opstille viste opinionsundersøgelser, at han i forhold til Carter havde to tredjedels opbakning blandt de demokratiske vælgere. (50) Men uheldigvis for Kennedy faldt opstillingen sammen med kriserne i Iran og Afghanistan, som på grund af “rally round the flag” syndromet blev en kortsigtet fordel for Carter i sin valgkampagne. Syndromet blev yderligere forstærket af det journalisterne kaldte for Carters “rose garden strategy”. (51) Carter afstod simpelthen helt fra at rejse rundt med en valgkampagne, men offentliggjorde i stedet, at situationen i Iran krævede hans udelte opmærksomhed. I februar 1980 var de demokratiske vælgere skiftet, så de to tredjedele nu var i Carters favør.
Hele tiden vidste Carter, at Kennedy kun ville være første forhindring til en ny præsidentperiode. Samtidig med demokraternes interne stridigheder kørte republikanerne deres præsidentkandidat i stilling. Det var den stærkt konservative Ronald Reagan, der tordnede frem med en hård udenrigspolitisk retorik. Dette kunne Carter ikke sidde overhørig, specielt fordi Reagan appellerede stærkt til hvide konservative i Syden, som havde været afgørende for Carters valg i 1976, og som ville få samme betydning i 1980. (52) Valgkampen endte med en klar sejr til Reagan. De udenrigspolitiske kriser havde givet Carter en fordel i valgkampagnen på kort sigt, men efterhånden som specielt gidseltagningen i Iran trak ud, blev det en klods om benet på Carter. Samtidig var Carter blevet udstillet som en svag leder, der ikke en gang som siddende præsident kunne være sikker på at blive sit partis præsidentkandidat.
Ifølge Carter administrationen bestod faren for den nationale sikkerhed selvfølgelig i frygten for kommunismens udbredelse, som siden starten på den kolde krig var blevet imødegået af inddæmningspolitikken. Men derudover var en del af Carter administrationen, der støttede Brzezinskis magtbaserede linje, særlig angst for retningen på den sovjetiske aggression. For Brzezinski var de strategiske konsekvenser af invasionen afgørende for, hvordan USA skulle reagere på den sovjetiske fremrykning. (53) Sovjet rykkede nemlig tæt på det område, hvorfra hovedparten af verdens eksporterede olie kom, og som derfor havde stor strategisk betydning for USA. Yderligere sovjetisk fremrykning mod Mellemøsten kunne endda give Sovjet direkte kontrol over den olie, som USA så som værende af vital interesse for sin sikkerhed. Derfor fremførte Carter også den såkaldte Carter doktrin i sin State of the Union tale 1980, hvor ethvert forsøg på at vinde kontrollen over området omkring Den persiske Golf ville blive afvist af USA med alle midler – inklusiv militær magt. (54)
Med udmeldingen om at den nationale sikkerhed var i fare, blev der naturligvis sat maksimal politisk pres på USOC (den amerikanske NOC). Selve den olympiske bevægelse synes dog at have været en af de væsentligste forhindringer mod boykottens implementering. Carter skriver selv, at han godt vidste, at det var en kontroversiel beslutning at undlade at deltage i OL, men “…I had no idea at the time how difficult it would be for me to implement it or to convince other nations to join us.” (55) Den transnationale struktur og uafhængige organisering er ikke et større problem for totalitære regimer, fordi IOC, af frygt for at stater opretter sin egen rivaliserende sportsorganisation, hellere vil bøje sine egne regler, end risikere at fornærme de totalitære regimer. IOC insisterer derfor kun på, at NOC’er er strukturelt separate fra regeringerne, men bebrejder ikke staterne, hvis NOC’en rent faktisk er under politisk kontrol. (56) Men det er et særligt problem for demokratiske regimer som det amerikanske og de vesteuropæiske, da en underkendelse af den olympiske bevægelses organisering vil underminere regimets egen styreform. Eksempelvis måtte inddragelse af de olympiske atleters pas derfor også i bedste fald blive set som en sidste udvej. Carter kunne presse USOC økonomisk, men det bedste middel ville være gennem den offentlige opinion. Opinionen ville både kunne bruges indenrigspolitisk til at isolere USOC, og udenrigspolitisk hvor opbakningen ville signalere de lederevner, som flere udenlandske statsmænd betvivlede. (57)
Lord Killanin beklager flere steder i sine erindringer, at Carter gjorde den olympiske arena til kampplads for hans egen kamp for at beholde præsidentposten. Således bemærkede Killanin på mødet med Carter 16. maj 1980, at det var ærgerligt, at den amerikanske forfatning ikke kunne ændres, så præsidentvalget ikke faldt sammen med afholdelsen af de olympiske lege. (58) Killanins respektløse bemærkning indikerer, at hvis der ikke var valgår i USA, så havde der måske kunnet findes en anden løsning end en boykot.
Denne delanalyse har vist, at Carter i perioden omkring den sovjetiske invasion var særdeles presset indenrigspolitisk af, at det var valgår i USA. Men samtidigt viste boykotten sig at være et meget stærk politisk våben, som langt den overvejende del af både politikerne og den amerikanske befolkning bakkede op om. I den sidste delanalyse vil jeg undersøge udviklingen i Carters lederstil, og om den kan ses i sammenhæng med den førte udenrigspolitik.
Ny lederstil
The Carter Administration evolved from an initial philosophy of foreign policy which embraced liberal idealism to one of political realism in its final year in office. (59)
Carter forsøgte i de tre første år af præsidentperioden at forene idealisme og realisme, men jeg mener i lighed med den amerikanske professor Raymond A. Moore, at der herefter skete et klart skifte i Carters udenrigspolitik. Den norske historiker Olav Njølstad, der har undersøgt den kolde krig i 1980’erne i bogen The last decade of the Cold War, har også analyseret skiftet, og vurderet at det især var begivenhederne i Iran, der ændrede Carters verdenssyn og strategiske opfattelse. (60) Men var der også aktører, der havde indflydelse på Carters politik?
Carter skriver selv, at USA var lederen, men at USA konsulterede andre nationer, (61) hvilket er i god overensstemmelse med Carters eget syn på, hvad der er godt lederskab. Men det er spørgsmålet, om ikke Carter forsøger at presse den nye lederstil ind under sin egen teori om godt lederskab. Carter offentliggjorde nemlig på et TV transmitteret pressemøde 20. januar 1980, at der ikke ville komme nogen deltagelse ved legene i Moskva, hvis ikke Sovjet trak sig ud af Afghanistan inden en måned, og at denne beslutning stod ved magt, selvom USA ville stå alene blandt verdens nationer. (62) Beslutningen blev taget uden først at høre alliancepartnerne, hvilket ikke er noget særsyn i amerikansk udenrigspolitisk historie. Men det var direkte imod Carters eget budskab om, at USA ikke skulle være en Lone Ranger.
Det ændrede lederskab faldt imidlertid ikke i god jord hos de vesteuropæiske allierede, hvor Carter i forvejen havde fået et meget anstrengt forhold til den vesttyske socialdemokratiske kansler Helmut Schmidt. Både Carter og Brzezinski beskriver i sine erindringer Schmidt, der i 1980 selv stod over for en kommende valgkamp, som en meget utiltalende og uberegnelig person. Det har sikkert ikke hjulpet, at Schmidt gav Carters dårlige lederskab skylden for, at Sovjet overhovedet turde invadere Afghanistan. (63) Schmidt var som leder for en allieret europæisk stormagt naturligvis utilfreds med amerikansk enegang, hvor beslutningerne blev taget uden nogen form for konsultation i forvejen. Med europæiske øjne var denne lederstil slet ikke lederskab. Lederskab krævede i stedet at USA satte sig i spidsen for en såkaldt Grand Strategy, hvor de allierede enedes om en samlet udenrigspolitisk, økonomisk og militær strategi. (64) Den manglende vesteuropæiske opbakning til Carters nye lederstil blev udstillet, da næsten alle de større vesteuropæiske stater endte med at sende et OL-hold til Moskva. Paradoksalt nok var Vesttyskland undtagelsen sammen med Norge og Tyrkiet. Men den generelle vesteuropæiske modstand mod boykotten var et udtryk for forvirring og direkte utilfredshed med den nye lederstil, hvor de vesteuropæiske ledere ikke blev hørt før USA havde fremført sin beslutning. (65) Forvirringen skyldtes både den nye lederstils pludselige implementering, men også at viceudenrigsminister Warren Christopher kort før Carter offentliggjorde sin beslutning havde været på en mission i Europa for at få de allierede med i samlede sanktioner mod Sovjet, men samtidig skulle fortælle, at USA ikke overvejede at holde sig væk fra OL. (66)
Brzezinski forklarer i sine erindringer skiftet, der også kan aflæses i Carters ledelsesstil. Brzezinski opdeler Carters præsidentperiode i tre faser, hvor de sidste to overlapper hinanden kronologisk i slutningen af 1979. Den første periode var præget af håb og idealisme, men efterhånden som disse håb knuses af begivenhederne i Iran og Afghanistan, afløses idealismen af en udenrigspolitik, der baseres på magt. Det Brzezinski kalder den anden periode, indeholder således de begivenheder, som han mener førte til den ændrede udenrigspolitiske lederstil, mens Carter i den sidste periode har implementeret den nye udenrigspolitik og lederstil. (67) Brzezinski anerkender altså, at der skete en ændring i slutningen af 1979, hvor Carter skiftede til at føre en hårdere udenrigspolitisk kurs. Dette bevirkede også, at lederstilen blev mere markant, fordi Carter blev nødt til åbenlyst at vise den underliggende hårdhed, da Sovjet med sin aggression brød detenten. Hårdheden havde således ifølge Brzezinski hele tiden været en del af Carters politik. (68) Den hårdere kurs skulle derfor udelukkende være forårsaget af internationale begivenheder, hvorved Brzezinski fuldstændig afskriver det kommende valg og sin egen person nogen indflydelse. Brzezinski havde ellers ved flere lejligheder forsøgt at påvirke Carter til først at være en Truman og derefter en Wilson, (69) og med Brzezinskis dominerende sikkerhedspolitiske rolle er det usandsynligt, at han ingen indflydelse skulle have haft på Carters ændrede kurs.
Med kursskiftet blev den diplomatiske udenrigspolitiske linje, som udenrigsminister Vance var fortaler for, imidlertid kørt godt og grundigt ud på et sidespor. Ifølge Vance arbejdedes der i administrationen med to teorier for Sovjets fremrykning. Hovedsynspunktet i den første teori var et lokalt motiv, hvor Sovjet reagerede på de kaotiske og voldelige forhold i Afghanistan, fordi de truede Sovjets egen nationale sikkerhed. Motivet spillede således her en vigtig rolle, fordi Sovjet ifølge denne forklaring ikke havde nogen intention om at forskyde magtbalancen, og således kunne være åbne for et samarbejde. Kernen i den anden teori var, at Sovjet ikke havde noget at frygte i forhold til USA med sin fremrykning, men til gengæld kunne Sovjet blive det afghanske problem kvit og samtidig forbedre sin strategiske position. (70) Sidstnævnte teori var tydeligvis i overensstemmelse med Brzezinskis syn. Vance forsøgte at overbevise Carter om, at årsagen lå et sted mellem de to teorier. Reelt var han dog mest tilhænger af den første teori, da han ønskede motivet overvejet, og her selv kom frem til, at Sovjet hovedsageligt forsøgte at beskytte politiske interesser i Afghanistan. Men det var et komplekst problem, som Vance ikke mente kunne løses alene med magt eller simple svar. (71) Simple svar kan til gengæld være særdeles brugbare i forbindelse med at få kommunikeret et budskab ud til vælgerne i en valgkamp, og Vance vurderede da også i sine erindringer, at konfrontationen som Carter endte med at forsøge var mere retorisk end reel. (72) I de første måneder af 1980 forsøgte Vance forgæves at overtale Carter til at føre diplomatiske forhandlinger med Sovjet. Samtidig mente Vance i lighed med Schmidt, at USA burde have handlet som én blandt flere allierede, og dermed have fortsat den samlede balancerede strategi, som de europæiske nationer havde haft glæde af under detenten. (73) Men Vance og udenrigsministeriet var blevet isoleret i administrationen, og han endte med at træde tilbage fra udenrigsministerposten i utide sidst i april 1980, hvor han afløstes af Edmund Muskie. En militær redningsaktion for de amerikanske gidsler i Teheran udløste angiveligt beslutningen. (74)
Internt blandt medlemmerne i NSC fandtes der imidlertid i slutningen af 1979 og starten af 1980 en politisk linje, som hverken blev domineret af Brzezinski eller Vance, men som alligevel spillede en betydelig rolle. Denne linjes hovedsynspunkt var, at der også udenrigspolitisk skulle tages hensyn til, at 1980 var valgår. Især vicepræsident Mondale var fortaler for dette synspunkt, som i første omgang obstruerede for en sanktion, som Vance havde fremsat. Vance foreslog på et møde 30. december 1979 en kraftig nedsættelse af handlen med korn til Sovjet. Dette forslag mødte imidlertid stor modstand fra Mondale, fordi korn var en vigtig indtægtskilde i landbrugsstaten Iowa, hvor der snart skulle være primærvalg, og nedsættelsen kunne derfor skade valgkampagnen. Præsidenten besluttede derfor at udsætte sin beslutning, hvilket viser at valgåret var en del af overvejelserne omkring sanktionerne mod Sovjet. (75) Brzezinski beskriver, at sanktionerne mod Sovjet efter invasionen blev besluttet i en højspændt atmosfære, hvor karateristikken af Mondale var:
Mondale’s judgment on foreign policy issues was more and more colored by domestic political interests, and I could sense that he was frequently dismayed by Carter’s unwillingness to give a higher priority to electoral concerns than to foreign policy considerations. (76)
Mondale var også den første, der rejste spørgsmålet om en mulig udeblivelse fra OL. Det var blandt de første sanktioner, der blev diskuteret, og det mødte stor modstand fra Vance. (77) Så først 18. januar blev alle ved et udenrigspolitisk møde enige om, at Carter i et TV interview 20. januar skulle indikere, at USA ville trække sig fra OL i Moskva, og samtidig opfordre andre stater til at gøre det samme. (78) At det netop var Mondale, der rejste spørgsmålet om en mulig boykot af OL, kan være med til at fortælle noget om, hvad der var hans hensigt med boykotten. Det er klart, at det med Brzezinskis øjne ikke var positivt, at lade sin udenrigspolitiske policy styre af indenrigspolitiske interesser. Carter hævede sig ifølge Brzezinski beretning også over indenrigspolitiske strategier, da de stod over for en national sikkerhedskrise, og det skulle således alene have været Mondale, der trak indenrigspolitikken ind i det udenrigspolitiske felt. Men alligevel var det altså i sidste ende Carter, der tog beslutningen om at forsøge at boykotte OL.
Efter Sovjets invasion satsede Carter på retorisk at sætte hårdt mod hårdt. Dermed droppede Carter også den demokratiske udenrigspolitik og den balancerede strategi, og begyndte i stedet på en for ham ny lederstil. Nu skulle alliancepartnerne ikke længere konsulteres, før de fulgte den amerikanske leders beslutninger. Disse udenrigspolitiske beslutninger blev dog ikke taget uden hensyn til den indenrigspolitiske situation i valgåret.
Afslutning
Da Carter sammen med resten af verden tog hul på 1980, var han en presset præsident. Der var mindre end et år til præsidentvalget, og meget usædvanligt var han ikke en gang sikker på at modtage nomineringen fra sit eget parti. Carter havde derfor brug for en positiv sag, der kunne overbevise den amerikanske befolkning om, at han var en stærk og samlende leder. I den henseende kom Sovjets invasion af Afghanistan umiddelbart belejligt, selvom det naturligvis aldrig kunne siges officielt. Faktum var dog, at invasionen gav Carter mulighed for at bryde med den demokratiske balancerede udenrigspolitik, som han i administrationen især havde fået støtte til fra udenrigsministeriet og udenrigsminister Vance. I stedet valgte Carter at forsøge sig med en magtbaseret konfrontationslinje, som Carters nationale sikkerhedsrådgiver Brzezinski fra embedets start havde forsøgt at opmuntre ham i retning af.
Den nye udenrigspolitiske linje indebar en lederstil, hvor Carter ikke længere konsulterede sine allierede, inden han tog sine beslutninger. Med denne strategi ville Carter fremstå som en stærk leder, hvis han fik den amerikanske befolkning, politikerne i USA og de allieredes ledere bag sig. Rally round the flag syndromet viste sig øjeblikkeligt, da Carter talte Sovjets invasion ind i en sammenhæng om USA’s nationale sikkerhed. Samtidig skulle Carter vælge, hvilke sanktioner der skulle indføres over for Sovjet. Historisk set havde USA altid deltaget i de moderne olympiske lege, også selvom de var kontroversielle som i Berlin 1936, men alligevel bringes en mulig boykot af OL i Moskva i spil af vicepræsident Mondale, der var meget optaget af, at udenrigspolitikken ikke måtte skade den igangværende valgkampagne. Det synes således sikkert at sige, at der også var ikke-udtalte hensigter med boykotten udover de udtalte hensigter. De ikke-udtalte hensigter bestod i, at boykotten skulle vise en handlekraftig præsident, der var parat til at foretage kontroversielle beslutninger, men samtidig blev boykotten valgt som sanktion, fordi den ikke skadede Carters valgkampagne. Tværtimod kunne Carter med stor opbakning fra befolkningen få sig en god sag, fordi OL var en sportsbegivenhed, der i sig selv tiltrak meget opmærksomhed fra medierne. Med den store tilslutning fra befolkningen og kongressen synes det derfor endvidere rationelt at konkludere, at boykotten og den nye lederstil tilsammen havde til hensigt, at vise Carter som en stærk og samlende leder som vælgerne trygt kunne give fire år mere i præsidentembedet.
Alligevel kom Carter ikke til at fremstå som nogen stærk og samlende leder, og det var der flere grunde til. Blandt de vesteuropæiske allieredes ledere var der stor utilfredshed med Carters nye lederstil, hvilket resulterede i, at de fleste europæiske regeringer kun halvhjertet bakkede op om den amerikanske præsidents beslutning. Dermed blev der ikke lagt et massivt pres på de nationale olympiske komitéer, der ifølge den olympiske bevægelses regler – til overraskelse for Carter og administrationen – alene skulle afgøre, om der skulle sendes et hold til OL eller ej. USOC endte med at afgøre, at USA ikke ville stille med et hold i Moskva, men næsten alle de vesteuropæiske lande undlod at deltage i boykotten. Beslutningerne havde samtidigt trukket ud, hvilket svækkede Carter sammen med den langvarige gidseltagning i Iran. Vælgerne foretrak ved valget i 1980 Reagan, der havde bebudet en endnu hårdere linje end Carters, hvilket er en stærk indikation af, at amerikanerne ikke så Carter som stærk nok. Eftertiden har ikke været mildere ved Carter i den forbindelse, hvilket til dels hænger sammen med, at han ofte er blevet set i lyset af efterfølgerens udenrigspolitiske succeser i forhold til Sovjet.
Noter
(1) Njølstad, Olav: “The Carter Legacy: Entering the Second Era of the Cold War” i Njølstad, Olav (red.): The last decade of the Cold War: from conflict escalation to conflict transformation. Cornwall, 2004. (Herefter Njølstad 2004) s. 218.
(2) Carter, Jimmy: Keeping faith: Memoirs of a president. USA, 1982. (Herefter Carter 1982) s. 66.
(3) Ibid. s. 481.
(4) Hill, Christopher R.: Olympic politics. Glasgow, 1992. (Herefter Hill 1992) s. 120.
(5) Hulme, Derick L.: The political olympics: Moscow, Afghanistan, and the 1980 U.S. boycott. USA, 1990. (Herefter Hulme 1990) s. 97.
(6) Kanin, David B.: A political history of the Olympic games. Boulder, 1981. (Herefter Kanin 1981)
(7) Ibid. s. 2.
(8) Ibid. s. ix.
(9) Ibid. s. 19-21.
(10) Ibid. s. 2.
(11) Hulme, 1990.
(12) Ibid. s. x-xi.
(13) Ibid. s. 124.
(14) Ibid. s. 106.
(15) Ibid. s. 108.
(16) Ibid. s. 17.
(17) Ibid. s. 95.
(18) Ibid. s. 156.
(19) Maga, Timothy P.: The World of Jimmy Carter: U.S. Foreign Policy, 1977-1981. West Haven, 1994. (Herefter Maga 1994) s. 145.
(20) Carter, 1982. s. xiii.
(21) Skinner, Quentin: Visions of Politics. Volume I: Regarding Method. Cambridge, 2002.
(22) Nevers, Jeppe: “Til begreberne! En skitse af to begrebshistorisk analysestrategier” i Hansen, Per H. & Nevers, Jeppe (red.): Historiefagets teoretiske udfordring. Odense, 2004. s. 93.
(23) Carter, 1982. s. 141.
(24) Ibid. s. 75.
(25) McCleskey, Clifton & McCleskey, Pierce: “Jimmy Carter and the Democratic Party” i Abernathy, M. Glenn m.fl. (red.): The Carter Years: The President and Policy Making. London, 1984. (Herefter McCleskey & McCleskey 1984) s. 126-127.
(26) Garthoff, Raymond L.: Détente and Confrontation: American-Soviet Relations from Nixon to Reagan. Washington DC, 1985. (Herefter Garthoff 1985) s. 435-437, 563.
(27) Lundestad, Geir: The United States and Western Europe since 1945: From “Empire” by Invitation to Transatlantic Drift. Norfolk, 2005. s. 156-161.
(28) Carter, 1982. s. 65-66.
(29) Ibid. s. 142.
(30) Ibid. s. 142.
(31) Ibid. s. 143.
(32) Moore, Raymond A.: “The Carter Presidency and foreign policy” i Abernathy, M. Glenn m.fl. (red.): The Carter Years: The President and Policy Making. London, 1984. (Herefter Moore 1984) s. 66.
(33) Brzezinski, Zbigniew K.: Power and principle: Memoirs of the National Security Adviser 1977-1981. New York, 1983. (Herefter Brzezinski 1983) s. 49.
(34) Vance, Cyrus: Hard Choices: Critical Years in America’s Foreign Policy. New York, 1983. (Herefter Vance 1983) s. 394, 502.
(35) Carter, Jimmy: “Inaugural Address of President Jimmy Carter, January 20, 1977”. Jimmy Carter Library. URL:http://www.jimmycarterlibrary.org/documents/speeches/inaugadd.phtml Citeret den 19.05.06. (Se bilag)
(36) Carter, Jimmy: “Transcript of Carter Address Accepting Democratic Nomination for Presidency” i Wheeler, Leslie: Jimmy Who?. USA, 1976. s.280-281, 285-286.
(37) Brzezinski, 1983. s. 58.
(38) Ibid. s. 57-61.
(39) Carter, Jimmy: “Address on Foreign Affairs at University of Notre Dame, May 22, 1977” i Public Papers of the Presidents of the United States: Jimmy Carter: 1977-1981. Washington, 1977-1982. s. 954-962.
(40) Brzezinski, 1983. s. 53.
(41) Senn, Alfred Erich: Power, politics, and the Olympic Games: A history of the power brokers, events, and controversies that shaped the Games. USA, 1999. s. 182.
(42) Killanin, Michael Morris: My olympic years. Bath, 1983. (Herefter Killanin 1983) s. 193-194.
(43) Garthoff, 1985. s. 946.
(44) Killanin, 1983. s. 3.
(45) Hill, 1992. s. 126.
(46) Ibid. s. 134.
(47) Njølstad, 2004. s. 212.
(48) Hulme, 1990. s. 36-37.
(49) Hill, 1992. s. 128-129.
(50) McCleskey & McCleskey 1984. s. 136.
(51) Ibid. s. 137.
(52) Ibid. s. 139.
(53) Garthoff, 1985. s. 947.
(54) Carter, Jimmy: “State of the Union Address 1980, January 23, 1980”. Jimmy Carter Library. URL:http://www.jimmycarterlibrary.org/documents/speeches/su80jec.phtml Citeret den 19.05.06. (Se bilag)
(55) Carter, 1982. s. 482.
(56) Kanin, 1981. s. 5-6.
(57) Hulme, 1990. s. 33-42.
(58) Killanin, 1983. s. 214.
(59) Moore, 1984. s. 66.
(60) Njølstad, 2004. s. 203.
(61) Carter, 1982. s. 472.
(62) Ibid. s. 482.
(63) Maga, 1994. s. 145.
(64) Schmidt, Helmut: A Grand Strategy for the West. New York, 1985. s. 5-6, 17, 146-147.
(65) Hulme, 1990. s. 62.
(66) Brzezinski, 1983. s. 433.
(67) Ibid. s. 193, 401.
(68) Ibid. s. 31.
(69) Ibid. s. 432.
(70) Vance, 1983. s. 388.
(71) Ibid. s. 388, 396.
(72) Ibid. s. 394.
(73) Ibid. s. 393-394.
(74) Ibid. s. 409-413.
(75) Brzezinski, 1983. s. 431.
(76) Ibid. s. 437.
(77) Ibid. s. 433.
(78) Ibid. s. 434.
Litteraturliste
Bøger
” Njølstad, Olav (red.): The last decade of the Cold War: from conflict escalation to conflict transformation. Cornwall, 2004.
” Carter, Jimmy: Keeping faith: Memoirs of a president. USA, 1982.
” Hill, Christopher R.: Olympic politics. Glasgow, 1992.
” Hulme, Derick L.: The political olympics: Moscow, Afghanistan, and the 1980 U.S. boycott. USA, 1990.
” Kanin, David B.: A political history of the Olympic games. Boulder, 1981.
” Maga, Timothy P.: The World of Jimmy Carter: U.S. Foreign Policy, 1977-1981. West Haven, 1994.
” Brzezinski, Zbigniew K.: Power and principle: Memoirs of the National Security Adviser 1977-1981. New York, 1983.
” Skinner, Quentin: Visions of Politics. Volume I: Regarding Method. Cambridge, 2002.
” Hansen, Per H. & Nevers, Jeppe (red.): Historiefagets teoretiske udfordring. Odense, 2004.
” Abernathy, M. Glenn m.fl. (red.): The Carter Years: The President and Policy Making. London, 1984.
” Vance, Cyrus: Hard Choices: Critical Years in America’s Foreign Policy. New York, 1983.
” Wheeler, Leslie: Jimmy Who?. USA, 1976.
” Senn, Alfred Erich: Power, politics, and the Olympic Games: A history of the power brokers, events, and controversies that shaped the Games. USA, 1999.
” Killanin, Michael Morris: My olympic years. Bath, 1983.
” Schmidt, Helmut: A Grand Strategy for the West. New York, 1985.
” Garthoff, Raymond L.: Détente and Confrontation: American-Soviet Relations from Nixon to Reagan. Washington DC, 1985.
” Lundestad, Geir: The United States and Western Europe since 1945: From “Empire” by Invitation to Transatlantic Drift. Norfolk, 2005.
” Carter, Jimmy: “Address on Foreign Affairs at University of Notre Dame, May 22, 1977” i Public Papers of the Presidents of the United States: Jimmy Carter: 1977-1981. Washington, 1977-1982. s. 954-962.
Internet
” Carter, Jimmy: “Inaugural Address of President Jimmy Carter, January 20, 1977”. Jimmy Carter Library. URL:http://www.jimmycarterlibrary.org/documents/speeches/inaugadd.phtml Citeret den 19.05.06.
” Carter, Jimmy: “State of the Union Address 1980, January 23, 1980”. Jimmy Carter Library. URL:http://www.jimmycarterlibrary.org/documents/speeches/su80jec.phtml Citeret den 19.05.06.